Det er ikke, fordi guitaristen Karsten Houmark fuldstændig har svigtet musikken, at der så længe har været stille omkring ham. Den har han dyrket i kraft af det, der i dag er hans faste arbejde, nemlig som kirkeorganist. Men for mit vedkommende skal jeg helt tilbage til Jazzpar-koncerterne i 1996, hvor han stod som leder af en kvartet, der i øvrigt omfattede den engelske pianist John Taylor, bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Jonas Johansen, for at have oplevet Houmark live. Ganske vist har han i de mellemliggende år optrådt nogle få gange, der kan tælles på én hånd, men med tanke på torsdagens overordentlig vellykkede koncert i Copenhagen JazzHouse, må man håbe, at denne ikke forbliver en enkeltstående begivenhed. Igen med Johansen på trommer, nu med Thomas Clausen på piano og Thomas Fonnesbæk på bas, var det ikke til at høre på Houmark, at han i så lang tid havde ført en tilbagetrukken tilværelse som jazzmusiker. Pat Metheny er fortsat hans væsentligste inspirationskilde, og som Houmarks spil udfoldede sig i lange linjer, var det ikke mindst den rytmiske frigjorthed, han formulerede sig med, der imponerede. Også repertoiret var helt og holdent hans, ofte i en fin kombination af sval lyricisme og energisk fremdrift. Et par af dem, 'I Was Only A Dog' og 'Face To Face', var gamle bekendte, adskillige bevægede sig i valsetakt, men det afgørende var, at de også var i stand til at fremkalde det bedste i Houmarks medspillere. Clausens spil var båret af en herlig frodighed, Johansen fik rig mulighed for at slippe hele sit store arsenal løs i 'Circles' og jazzsambaen 'I'm Still There', og Fonnesbæk, som jeg ved denne lejlighed hørte for første gang, demonstrerede sit store talent både som en solist, der på velgørende vis også forstod at udnytte pauser, og med et fremragende kontrapunktisk spil, både i melodisk og rytmisk henseende. Derimod faldt hans 'walking bass' ikke altid helt i hak med Johansens rytmiske opfattelse, og det satte sit præg på et nummer som 'Simple Song'. Til gengæld opnåede kvartetten sit optimale i de to numre, der for mig var aftenens højdepunkter: den uimodståeligt swingende 'Blue Planet' og den smukke ballade 'Song One'.