Der er afgjort en rigtig dejlig musiker i hende. Maria Teresa Assing blev rost for sin debut for to år siden, og i en tid, hvor vi herhjemme ikke er alt for forvænt med gode unge pianister, er hun en af dem, der faktisk kan formulere sig ved tangenterne, så det er værd at lytte til. Det beviste den dansk-norske klaverpige, da hun spillede uddrag af franskmanden Olivier Messiaens farvestrålende 'Vingt regards'. Messiaen er klangkunst, og det forstår Assing. Men der er også et eller andet galt. Smilet var mistænkeligt afmålt, og usikkerhedsmomenterne alt for mange, da hun gav en recital, som, hvad programlægningen angår, ellers var en rigtig luksusmenu. Bachs partita i B-dur blev en usikker indledning, hvor alt, hvad der hedder udsmykning, forsvandt i nærmest lydløse anslag. Fire romantiske Chopinpræludier gik godt, men Mozarts a-mol-sonate endte i kollaps. Jeg håber, Assing kommer stærkt igen, for, som sagt, musikeren inden i hende fejler ikke noget. Men andre facetter skal der arbejdes med.