Der er ikke meget i verden, der slår synet af et purungt menneske med øjnene skinnende af fankærlighed og kroppen i konstant uro, ubønhørligt under indflydelse af den musik, der fik én selv til at spjætte med alle tilgængelige organer, da man var på samme alder. Og de herrer, det purunge menneske hylder, har en gennemsnitsalder på 70, det er dem, der får ham til at swinge. Funk Brothers, studiebandet på alle de store Motownhits op gennem 1960'erne, spillede i K.B. Hallen fredag - endelig under eget navn, endelig som trækplaster efter et lille halvt århundrede i skyggen af solisterne, Marvin Gaye, Supremes, Martha & the Vandellas, Stevie Wonder, Smokey Robinson, Temptations ... Det var på tide, de kom frem i lyset. Motown udbyttede på det groveste dette dusin af individuelt brillante jazzmusikere, minimale løntariffer, ingen kreditering, ingen royalties. Og man kan næsten bløde over den poetiske retfærdighed, der nu bliver de seks overlevende Funk Brothers til del, en genrejsning, der for alvor begyndte med koncerten og filmen 'Standing in The Shadows of Motown' for et par år siden. Cremet onsdag Skru lige tiden tilbage. Til onsdag - en hvilken som helst onsdag - klokken midnat i P3 i 1970'erne. 'Soul Food' hed musikprogrammet, der fyldte min fredelige østjyske barndom med funk, med sjælere og med afro. Faktisk var Motowns 13 gyldne år netop ovre, da jeg blev klar. Men hvad de havde sat i gang, blev dokumenteret i P3 hver onsdag nat. På den måde var jeg mere samtidig med den mere cremede og strømlinede The Sound of Philadelphia: Three Degrees, Harold Melvin & the Bluenotes, Sister Sledge, Tymes, Trammps, Billy Paul. Jeg kan huske min drengede forargelse over, at The Average White Band - et hvidt band! - kom og blandede sig i koret, men sikke blæsere de havde. På den måde kom jeg personligt først til Motown og Marvin og Smokey langt senere. 'Stop! In the Name of Love' (med den rette Supremes-koreografi) har altid været en festshowstopper i de kredse, jeg er kommet, og hvornår har man nogensinde hørt 'Reach Out I'll Be There' uden at få en klump i halsen?: »Now if you feel that you can't go on / Because all of your hope is gone / And your life is filled with much confusion / Until happiness is just an illusion / And your world is crumbling down, darlin' / reach out, come on girl, reach out for me / reach out, reach out for me / I'll be there with a love that will shelter you / I'll be there with a love that will see you through«. 'Reach Out' fik vi også i K.B. Hallen - og blandt meget andet også en hårdtpumpet 'Heatwave', den i dag guddommeligt kitchede 'Stop! In the Name of Love', Marvin Gayes indtrængende politiske 'What's Going On', 'What Becomes of the Brokenhearted', 'Baby I Need Your Lovin' (I Got to Have All Your Lovin')', og endelig, i en Funk Bros All Star-version, 'Ain't No Mountain High Enough': »Ain't no valley low enough / Ain't no river wide enough / To keep me from getting to you«. Og bedst af alt, størst af alt, svævende over dem alle: 'I Heard It Thru the Grapevine'. Og havde vi haft Motowns oprindelige bassist, bassisten alle bassister kan fortabe sig i minder om, den udødelige, men desværre afdøde James Jamerson hos os denne fredag aften, havde alt været perfekt. Vandbærernes aften Aftenens to stjernesolister var Steve Winwood og Billy Preston, men det var, kendetegnende nok for en aften med temaet 'vandbærere', de tre backingvokalister, Carla Benson, Johnny Ingram og Michael Clark, der lyste stærkest, når de hver især skulle bære en sang ude midt på podiet. Hvis superproduceren Berry Gordy havde en idé, da han etablerede Motown i slut-50'ernes Detroit, var den grundlæggende kommerciel. Han var dødtræt af at se hoftevrikkende hvide solister score kassen på en musik, der var udsprunget af de sorte miljøer, og han skønnede, at hvis man bare tilpassede den sorte musik den hvide middelklasse, så var succesen hjemme. Det havde han jo ret i, og Motown - Hitsville, som Detroit skulle blive døbt - var første led i en afetnificering af den sorte musik, der fortsatte i Philadelphia. To af de oprindelige Funk Brothers var hvide og er samtidig to ud af seks overlevende, og selv om det nok så indtrængende blev sagt fra scenen, at »vi lavede ikke vores musik for hvide eller for sorte, men for hele verdens befolkning«, kommer vi ikke uden om, at Motownpublikummet primært var hvidt. Gordys drøm blev virkelighed. Og henne om hjørnet ventede briten Paul Young - og århusianeren Thomas Helmig.