0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Perfekt, faktisk uforglemmelig

Den unge mezzosopran Tuva Semmingsen og tastespilleren Lars Ulrik Mortensen leverede en koncert helt, helt oppe i de øvre luftlag.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det ville være nemmere at nævne navnene på de musikpinger, der ikke var til stede, end at remse dem op, der faktisk var der. Det lå i luften, at det kunne blive en ganske særlig søndag eftermiddag, der var forventninger om det helt eksklusive.

Tuva Semmingsen, ung norskfødt mezzosopran, er på et par sæsoner blevet et af de bedste argumenter herhjemme for at beskæftige sig med den såkaldte tidlige musik. Og akkompagneret af barokkens hjemlige godfather, Lars Ulrik Mortensen, faldt alle mulige indvendinger bort.

Jeg har ikke oplevet nogen bedre koncert i år. Eller noget år. Der går længe imellem, at man stimuleres så intenst og begavet og musikalsk, som vi blev det i søndags. Det sker næsten aldrig, at nogen - de være sig nok så store kunstnere - vil så meget med én, så gerne vil i kontakt, at man ikke føler, man har råd til at sidde ét udsagn overhørig.

Der stod hun så, højgravid og strålende i en rekordsættende smagløs, minimalistisk scenografi med en grå rokokorekvisitstol og et bajergrønt cembalo. Udfordringen, og den var betragtelig, var at holde en hel, næsten fyldt og temmelig stor sals koncentration fanget om en række ikke meget kendte sange fra en tid, vi for længst har glemt, foredraget på et sprog, ingen forstår. Og da koncerten var ovre, havde vi forstået hver en frase, fordi Semmingsen & Mortensen omhyggeligt og kreativt havde redegjort for hver en sart farvning, hver en stavelse i teksterne. Og fordi de begge til overflod er begunstiget med et talent for det sceniske.

Semmingsens stemme har en diamantagtig hårdhed i sin kerne, der gør, at den aldrig bliver kulinarisk eller blot velbehagelig. Den er svøbt i et tyndt lag af fløjl og intonerer skræmmende sikkert med et lysende fokus. Det er en sjælden, sjælden stemme, men der er mere endnu: Programmet bød på sang af Monteverdi, Purcell og Haydn, og stilistisk var Semmingsens indsats for hver enkelt af komponisterne uforvekslelig.

Udtrykket i Haydns 'Arianna a Naxos' var lyrisk-tragisk og forholdsvis ekspansivt med bittesmå forskydninger mellem recitativ og arie, mens vi i Monteverdis 'Lamento d'Arianna' 170 år tidligere er ovre i et helt andet format, og mens hver stil bliver taget på ordet, er der med Semmingsen og Mortensen altid overskud til at lege og improvisere - 5 procent mere havde været narcissisme og koketteri (åbningen af Purcells 'Sweeter than Roses' smagte måske en kende for meget af Gershwin), men hvad vi fik var kunst på et niveau, ingen har lov at forvente af nogen.

'Semmingsen & Mortensen', sådan er vi nødt til at skrive, selv om det tager plads op. Ikke den ene uden den anden i det her repertoire. Deres forståelse af hinanden virker intuitiv, men er selvfølgelig grundlagt i et uhyggeligt minutiøst prøvearbejde, der gør, at pulsslaget i både cembalo og vokal kan afstemmes så præcist og med så stor prægnans i Purcells 'From Rosy Bow'rs'.

Og når alt er sagt om Semmingsen, så havde jeg stadig syntes, at det ville være hele dagen værd bare at have hørt Mortensen spille Haydns D-dur-sonate for cembalo, det drypvist delikate i adagioen, de overraskende, inspirerede tempovalg, sorgløsheden i pointerne. Jovist har Mortensen engang spillet rockmusik - det hørtes tydeligt! - men det har Haydn også, er jeg villig til at vædde.

Ekstranummeret - »Vi ka' én til!«, som Mortensen sagde - var »Mozarts udsættelse af Goethes tekst om violen og dens smukke endeligt: 'Das Veilchen'«. Eftermiddagen var til ende, og den var perfekt. Faktisk uforglemmelig.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere