De har spist sushi på taget af Det Kgl. Teater og smidt ting i hovedet på hinanden. Både konkret og i overført betydning. Deltagerne i D!sturbances har formentlig haft en fantastisk uge i København. I morgen slutter festivalen, som med workshopper for mere end 100 unge komponister, billedkunstnere, performere m.fl. har forsøgt at vende de vante idéer om kunst på hovedet. Den synlige del af isbjerget har været en håndfuld offentlige arrangementer, der som del af D!sturbances har været sat op i blandt andet Turbinehallerne. Her har workshopledere præsenteret sig selv og deres ensembler. Musikken har fyldt ikke så lidt, og allermest givende på dén front har været to arrangementer med den tyske komponist og instruktør Heiner Goebbels. Først stjal Goebbels billedet ved åbningskoncerten, hvor Athelas Sinfonietta opførte hans 'Red Run' plus den køligt klaustrofobiske paranoia-ting 'La jalousie': et rygrislende værk for recitator og ensemble, der prægede sig direkte i erindringen. Musikken spiller på en mands neurotiske registrering af sin hustrus utroskab. Goebbels har tilsat det fortællende partitur en sjat fransk recitation af høj litterær kvalitet foruden samplede lyde af for eksempel en bil, der starter. Det samlede indtryk svarer til musikteater uden aktører. Ret fantastisk at opleve. Intet under, at den godt 50-årige Goebbels er blevet kaldt tysk musiks Wunderkind. Mandag i Den Sorte Diamant kunne man høre en behagelig og begavet Heiner Goebbels forklare, at det, der for os andre lyder som postmodernisme, for ham handler om at skille elementerne ad. At sammensætte lag, der supplerer hinanden, så det ikke går som i traditionel opera, hvor teksten bare opløses i sang. Kontrast, distance og repetition er mantraer for manden, der elsker Brechtkomponisten Eisler, og som bestemt ikke føler sig beslægtet med den kompleksitetsdyrkende avantgarde, der en overgang truede med at slå partiturmusikken som publikumsrelateret størrelse ihjel. Musikken på D!sturbances var andet end Goebbels, men ved siden af ham virkede østrigeren Bernhard Langs filosofiske værker om loopets fænomenologi uhjælpeligt tørre. Konceptkunst uden fysisk appel. Danske Jørgen Messerschmidt var skubbet ind med uropførelsen af '2 Portraits' for sinfonietta ved åbningskoncerten og klarede sig godt i sammenhængen. Mest farverigt blandt de performanceagtige indslag havde på forhånd det alternative britiske strygerensemble The Gogmagogs set ud. Men deres 'Gumbo Jumbo' faldt igennem som en række musikalske sketches eller stunts uden samlende struktur. Lidt interessant var den (tilfældige?) reference til Jane Fonda-kultfilmen 'Barbarella', hvor musikerne som mekaniske dukker i en absurd scene gik løs på hinanden. Men så spændende et koncept er det i øvrigt ikke at akkompagnere sin egen performance på cello, mens man ligger på ryggen og spræller med benene. Og avantgardistisk fremadpegende er det i hvert fald slet ikke, hvis ikke musikken har det mindste interessante at skulle have sagt. I samme boldgade, men bedre tænkt fremstod Jocelyn Pooks tilsyneladende klassiske strygekvartet, der hurtigt fik sat nodestativerne til side og - helt bogstaveligt, idet de vandrede rundt på scenen - gik ind i Schuberts og Bachs musik med deres personlige beretninger. Musikalsk brug af sproget førte rundt om både det morsomme og det tragikomiske. De fire kvinder fortalte og spillede om sig selv. Pulsen var blød og minimalistisk. Smeltende, sammenbindende og musikalsk i sine gentagelser og udviklinger. Her blev det repetitionstema, som østrigske Bernhard Lang arbejder så tørt med, gjort levende. Videoklippene på scenografiens hvide stofvægge var smukke, og de fire strygere gik i dialog med dem. Med en blanding af optaget og levende lyd leverede forestillingen netop den talende musik, som titlen 'Speaking in Tunes' lovede. Der kunne strammes lidt op på formen. Indledningens 'Døden og pigen'-tema fordampede hen ad vejen. Men hvor Gogmagoggerne blev nede på det komiske kravlestadium, nåede Pooks performance op - eller rettere ind - at røre ved meget vigtigere lag. D!sturbances' koncertdel sluttede med 'Noise from the Dark'. Tre canadiske og tre danske dj's, heriblandt Thomas Knak, serverede knitrende, plaskende og lidt uhyggelige lyde i buldermørke i Det Kgl. Teaters prøvesal B. Tiden gik i stå. Man glemte sig selv. To fantastiske oplevelser for et stresset nutidsmenneske, der berøvet sit syn og sin tidsfornemmelse fik nye dimensioner serveret. Hvilket bringer mig frem til at sige: Lyd er et fantastisk materiale, som, hvis det bliver sat fri, kan mere, end poppens og den klassiske musiks konventioner tillader. Så meget desto mere på sin plads er en festival som D!sturbances, der i løbet af ugen har ladet både lyde, kroppe, tanker og bevægelser komme til usædvanlig udfoldelse. Ting og sager i det trykte program har været upræcise. Brugen af klakører har været unødvendig og oven på den dejlige lydtur i mørket decideret irriterende. Men mange af oplevelserne ville jeg ikke have været foruden. Det skal blive skægt at se, hvad der er kommet ud af workshopperne, når de i morgen åbner for præsentation af resultater mellem kl. 19 og 24 på Charlottenborg.