0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Young mister hår - beholder sjæl

Neil Young spillede først et uddrag på ca. 100 minutter fra sin nye plade - og så kom de gamle kendinge.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I sin obligatorisk rumpedaskende røde skovmandsskjorte kommer Neil Young sjoskende ind på scenen, som om Falconer var et lille snedkerværksted langt ude på landet, hvor guitarerne står lænet op ad høvlebænken. Den 57-årige guitarafhøvler snupper et akustisk redskab, sætter sig og begynder at spille. Han er helt alene på scenen. De levende lys på klaveret, pianoet og trædeorgelt blafrer en smule. Men så bliver det heller ikke vildere. Det er ikke, fordi Neil Young har spenderet pengene på festfyrværkeri og løsagtige dansepiger, at billetprisen er så stejl som 850 kroner for et møde med en lavteknologisk hippie med høje idealer.

Men det grånende guld, som dominerer publikum, har ikke tøvet med at komme til pungs. Neil Young bliver mødt med varmhjertet hyldest fra en udsolgt sal. Selv da Neil Young halvanden time senere stadig er i gang med at udfolde en hidtil ukendt sangcyklus om livet og døden i og omkring den lille californiske by Greendale, er opbakningen total. Også selv om sagaen om bessefar Green, sønnen og politimorderen Jed samt hippiebarnebarnet Sungreen, der sammen med Earth drager til Alaska for at frelse den truede natur, unægtelig bliver en noget omstændelig affære.

Neil Young er ingen født storyteller og ikke en intellektuel poet som Dylan. Han er en blanding af intuitiv lyriker og en passioneret sjæl, der kunstnerisk som politisk ikke sjældent betræder en skrøbelig balance mellem stovt naivitet og inspireret naivisme. Det ambitiøse værk om familien Green i Greendale handler om en problematisk amerikansk samtid skildret i almindelige menneskers øjenhøjde. Budskabet er det gammelkendte. Manden, der synger, synger nu som før for frihed og kærlighed for såvel mennesker som dyr og nedtrykte engle. Det kommer til at kræve temmelig meget kærlighed at ændre på tingenes tilstand, sang Neil Young engang. Det gør det stadigvæk.

Og sådan synger han fortsat med en stædighed, som holder enhver antydning af rust og fortidslevn på afstand. Men fortællingen om 'Greendale' virker meget af tiden næsten mere som fortælling end musik. Ordene er mange. De musikalske variationer i de enkelte folk og bluesmønstre få. De moralske pointer er de forventede, og sentimentaliteten synes at snige sig ind, nu hvor Neil Young selv er ved at nå skelsår og alder. Den alder, hvor manden, de kaldte Forever Young, indhenter Den Gamle Mand, han altid har sunget så kærligt om. I modsætning til så mange andre af rockens rebeller har Neil Young nemlig altid haft stor respekt for de gamles erfaring.

Der bliver mulighed for at fordybe sig i Greendalesagaen, når den udkommer til efteråret på cd. Der skal være tid til fordybelse, men der skal også være en dybde i materialet, som passer til tidens udstrækning, og umiddelbart virkede det ikke, som om Neil Youngs ambitiøse saga havde en dramatisk nerve, der kunne opveje fraværet af spontan poesi i de enkelte sange. Når Neil Youngs turné i juni kommer hjem til Amerika, stiger Crazy Horse om bord, og så kan det være, at livet i Greendale får en helt anden musikalsk dimension. Men at skulle følge familien Greens liv og levned i små to timer kun i selskab med onkel Neils monotont knirkende gyngestol var betænkelig tæt på drøvtyggeri.

Selv om tiden gik og gik uden kendte og elskede toner, var publikumssolidariteten imponerende. Det kræver et ganske særligt publikum at udholde, hvad I har udholdt, erklærede Neil Young da også polisk, og scorede i det hele taget mange point på sin knastørre humor, når han tacklede publikums mange kærlige, forventningsfulde og enkelte utålmodige tilråb. »Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor det er blevet ret svært at kommandere rundt med mig«, drævede han. Dét var noget, der vakte jubel hos et publikum, der overvejende bestod af mennesker i den alder, der også gerne ville være nået til det punkt. Også til journalisterne var der et hip: »Young loses hair - keeps soul« var hans ironiske forslag til anmeldelsen af aftenens koncert. Om der var mere eller mindre af Youngs legendariske frisure - den ligner en grævling, der blev kørt over af en truck for en uges tid siden og er blevet helt grå og tør af at ligge i solen på asfalten - er svært at sige. Men sjæl var der i hvert fald nok af, da Neil Young efter en kort pause belønnede publikum med en tur gennem gamle klassikere.

En usentimental rejse, der var tiltrængt og forbløffende fri for mekanisk gennemgang. Young søgte især tilbage til de tidligere 70'er-lp'er 'After The Goldrush' og 'Harvest' og fremhævede dermed alderen og kontinuiteten i 'Greendale'-sagaens moralske fiber. For valget af gamle sange fungerede som et spejl holdt op foran det nye materiale. De gamle mænd, de gyldent strålende stædige kærlighedserklæringer. Sindsbilleder af ruiner og Moder Natur, der er på flugt i det 21. århundrede, ganske som hun var det i 1970'erne. Guldet i 'After The Goldrush' og den livslange søgen efter et 'Heart of Gold', der kun vil holde op, når hjertet også gør det. I helt forbløffende grad lykkedes det ham at fastholde uskylden i den sårbare, sprøde falset, der var så afgørende et instrument for den unge Young. 'Old Man', 'Pocahontas', 'The Needle And The Damage Done'. Sangene fremstod så nøgne som havde Young fisket dem op af inspirationens kilde i selv samme øjeblik og ikke for mere end et kvart århundrede siden. »I was thinking about getting high« fremkaldte et nostalgisk jubelbrøl fra alle gamle hippier i salen, og uanset hvor meget Neil Young indimellem var ved at kløjes i mundharpen, var der resten af aftenen dømt fed lykke til alle.

Men var det også for 850 kr. fed lykke? En koncert på tre timer er large.

På den anden side er det jo, hvad Neil Young plejer at komme med. Det er selvfølgelig ikke hver dag, man får lov til at overvære en urpremiere, men det føltes nu nok også mere som en generalprøve. I 2. sæt var klassikerne til gengæld spillet med et nærvær og en inderlighed, man nødigt vil sætte prisskilt på. For resten af pengene må den stride billetpris tilskrives en anden klassiker. Nemlig den gode gamle lov om udbud og efterspørgsel, og efterspørgslen på Neil Young var stadig i top, da han vinkede farvel efter ekstranummeret 'Heart of Gold'. Dengang i '72 lod han »heart of gold« rime på »and I'm getting old«. Nu er udsagnet tættere på sandheden. Neil Young er ved at blive gammel, men hans søgen efter et