'A Tempo' hedder stykket, hvor Karl Aage Rasmussen endnu en gang udforsker vores oplevelse af tiden som noget fleksibelt, der kan bevæge sig i flere hastigheder og retninger på samme tid. Netop udforsker: Det har i stigende grad været karakteristisk for Rasmussens musik, at den ikke så meget søger at være et endegyldigt udsagn som et redskab, en sonde, der i praksis skal afprøve hans ideer om tidens subjektive struktur. Ikke at den er eksperimentel, i den forstand at komponisten ikke kender og kontrollerer det klingende resultat, men den er en udfordring til lytterens (herunder givetvis hans egen) perception og gestaltning af det hørte, et tilbud om en ny måde at opleve på, som pirrer hans nysgerrighed. Der er intet tørt kalkuleret eller teoretisk klingende over de udkomponerede »cirkler inden i cirkler, hurtige tempi inden i langsomme tempi«. Den præcise genrebetegnelse 'koncert for orkester' dækker over en frodig og dreven leg med de omfattende klanglige ressourcer, som på den ene side skal artikulere tempospillet så klart som muligt, på den anden side gerne gør det i spændende farver med mangen uventet krølle på halen. Skarpt tegnede, pulserende klanggrupper præger orkesterbehandlingen, der starter grelt og kompakt for i stigende grad også at udforske kammermusikalske dimensioner. Om man faktisk kan høre cirklerne, kan jeg ikke svare på, for jeg ved ikke, hvordan en cirkel lyder; men uden at blive demonstrativ gør den stadige fluktueren af forskellige pulshastigheder flertydig bevægelse til musikkens afgørende element. Man kan sammenligne med en strømmende elv med dens kaotiske mønstre af hvirvler og strømhastigheder. De snart skummende, snart metalblanke, snart blødere farver og de korte glimt af melodiske signaler kan også lede tanken til vandets blinken, mørknen og reflekser. I aftenens andet hovedværk, Beethovens tripelkoncert, præsenterede den svenske-britiske Kungsbacka Piano Trio sig som et vel sammenspillet og energisk udfarende kammerensemble. Men med en hård og rå violin og en cello, der aldeles mangler den syngende sonoritet, der bærer ud over rampen, kan man ikke sige, at de lyder godt.