Midt i den trættende klagesang over faldende pladesalg, downloads, kunstige popstars fra tv og kopimusik er historien om Juanes fra Colombia så forunderlig, at vi lige napper den til start. En redaktionssekretær, vi kan sige, at hun eksempelvis hedder Olsen, på en avis, vi kan jo kalde den Politiken, er på ferie i Rom. Her hører hun konstant en næsten modbydeligt iørefaldende, latinamerikansk kærlighedssang i radioen, 'La camisa negra'. Hjemme igen beder hun en skribent om at undersøge, hvem der dog står bag dansebomben om den sorte skjorte. 16. oktober 2005 bringer Politiken et portræt af manden bag sangen under overskriften 'De kalder ham Latinamerikas Springsteen'. Skamredne hitlister Resten er - næsten - historie. Og to år efter at han udgav albummet 'Mi sangre' ('Mit blod') i den ganske verden, inklusive Danmark, står Juanes i en varm sky af popularitet på den store scene i K.B. Hallen i det land, hvis hitlister han har skamredet hele sommeren med sine ret beset gamle sange. Si senor, sådan kan det gå, når vi danske endelig får en sommer, der kan måle sig med de spanske, og rammes af lune latinamerikanske bølger. »Vi er meget, meget glade for, at I har taget os til jer, selv om vi synger på spansk«, erklærer Juanes langt inde i sin tiljublede koncert med aftenens engelske sætninger. Omringet af de colombianske flag, dansende og syngende mennesker med latinsk blod i årerne og spanske gloser på tungebåndet, kan vi nede i salens bageovn konstatere, at der stadig er en vis distance indbygget i koncerter på et sprog, man mildt sagt ikke mestrer. Hvilket så giver mulighed for at give musikken under Juanes' velklingende, magtfulde og helt usentimentale lyse vokal den fulde opmærksomhed. Solistens mange overdrevne rockpositurer med og uden guitarer bliver man nemlig hurtigt mæt af. Som et svensk venstresnoet rockband fra halvfjerdserne Sjovt nok spiller bandet bag manden, hvis rigtige navn er Juan Esteban Aristizabal, rockmusik, som man gjorde her på egnen i halvfjerdserne. Sine steder lyder det som et svensk venstresnoet rockband fra den politiske musiks årti, der forsøger at snige lidt latinamerikanske rytmer ind i deres sange mod systemet. Andre steder er vi ovre hos Lars Lilholt og kridter danseskoene med den helt brede pensel. Konstant er udtrykket stort og udvendigt nok til at favne et stadion og alle bandereklamerne. Rocken fra Colombia er dog mere rund og blød end hos angelsaksisk inspirerede musikere. Og når den latinske Springsteen, vi kan vel så kalde ham El Bosso, leder sin percussionist, trommeslageren, bassisten og guitaristen ind på sporet af salsa, bugter musikken sig som en kærlighedssyg hofsnog på Den Lysende Sti med masser af produkter fra hjemlandets narkobaroner i blodet. Kogende hjerteblod Begejstringen er helt fysisk til at skære ud af den varme luft, og det er en kamp at stå stille til højdepunkter som den gamle 'Mala gente' og 'A dios le pido', 'Volverte a ver', 'Para tu amor' samt selvfølgelig den afsluttende 'La camisa negra' fra 'Mi sangre'. Kogende hjerteblod fra Colombia, renset for alle tilløb til smiger og sødsuppe. A damn good cup of blood, Juanes med et par års forsinkelse fik serveret for de spanske danske. Til ære for deres herlige fest uddeler vi gerne et ekstra hjerte og når op på 4. Vi takker for ballet og tror gerne, at musikken fra denne energiske og sympatiske hombre ikke dør ud med denne skønne årstid.