Nogle mener, man skal gemme det bedste til sidst. Andre – herunder denne anmelder – vil indvende, at der ikke er nogen grund til at tygge sig igennem en masse kedsommeligt pligtarbejde først, hvis man kunne nøjes med lækkerierne. Men det var først til sidst, at musikken endelig – endelig! – blev til andet og mere end de pligtafleveringer af klassiske lieder og nyimpressionistiske jazzsange, der udgjorde aftenens fortrykte program. Først da Anne Sofie von Otter og hendes luksusakkompagnatør, Brad Mehldau, nåede til franske chansoner af Barbara og Michel Legrand suppleret med Rodgers and Hammerstein og et par nostalgiske glimt af Jerome Kern, løste alting sig op, og oplevelserne indfandt sig. Projektet med at sætte en internationalt kendt klassisk sanger sammen med en af tidens største jazzstjerner er et af de crossover-projekter, der var store i 1980’erne, og som stadig florerer, selv om de kun sjældent er oplagte. Man tager et kendt navn, for eksempel en amerikansk jazzprofil som Brad Mehldau, der for længst er udnævnt til at være vor tids svar på Bill Evans, og sætter ham sammen med et stort navn fra en anden genre. Som for eksempel den svenske mezzosopran Anne Sofie von Otter, der ved siden af sit operaarbejde før har været ude i både ABBA-covere og et projekt med Elvis Costello. Hvad skal de kaste sig over? I dette tilfælde er initiativtageren Carnegie Hall i New York, hvor Mehldau i denne sæson har titel af huskunstner. Ud af initiativet er der meget forudsigeligt kommet en cd – nemlig dobbeltalbummet ’Love Songs’ – og så den turné, der mandag aften rundede Danmark og Det Kongelige Teater.

LÆS OGSÅ Lille mand synger med den største jazz-stemme

Men hvad for noget musik skal man bede de to om at kaste sig over?

Anne Sofie von Otter er med sin skolede kunststemme og sin stive, temmelig alvorlige scenepersona absolut ikke nogen jazzsanger, hvilket hun heller aldrig har påstået at være, og Brad Mehldau er ikke sat i verden for at spille klassisk musik.

Kedelige lieder
Det spildte duoen tre kvarter af publikums tid på at slå fast, da de møjsommeligt arbejdede sig igennem første del af aftenen bestående af klassiske lieder.

Lieder af Grieg, lieder af Sibelius, lieder af Brahms, lieder af Strauss ...

Dengang jeg tilbage i november anmeldte albummet ’Love Songs’, fablede jeg ellers om, at Mehldau med det suveræne jazzanslag og den fornemme timing er en fremragende ledsager, som man godt kunne have lyst til at opleve netop i et klassisk repertoire. Men man skal som bekendt være forsigtig med at ønske noget. Man risikerer ikke bare at få det, man har ønsket.