Det er helt sikkert ikke tilfældigt, at M83’s sang ’Reunion’ fra sidste års dobbeltalbum, ’Hurry Up, We’re Dreaming’, åbner med et guitarriff, der læner sig nærmest kriminelt kærligt op ad introen til Simple Minds’ ’Don’t You Forget About Me’, der åbnede John Hughes’ pletskud af en teenagefilm ’The Breakfast Club’ fra 1985. For M83 er forelskede til op over begge ører i den sprøde teenageuskyld personificeret ved datidens ungdomsikoner som Emilio Estevez’ pacede sportsnørd og den rødhårede marmorprinsesse Molly Ringwald. Men hvor de karikerede stereotyper fra Hughes’ klassiker netop gjorde en dyd ud af at bryde med vanetænkningens snærende bånd, havde M83 til at begynde med en smule svært ved at træde ud over rammerne på albumversionerne af sine egne sange. Lidt som at rulle på en vandseng Ældre publikumsfavoritter som ’Teen Angst’ og ’Kim & Jessie’ var glimrende beviser på bagmand Anthony Gonzalez’ forkærlighed for blandingen af blød støj og blid naivitet tilsat en sjat æteriske stemmer, som det er nærmest umuligt at udlede nogen særlig mening af. For teksternes dybere mening er underordnet.
Som hos støjrockens irske shoegazeoverhoveder i My Bloody Valentine bliver vokalen til et instrument i sig selv, og det vigtige ligger ikke i, hvad der bliver sagt, men hvordan det bliver sagt. Resultatet mindede torsdag aften lidt om at rulle rundt på en vandseng. Vuggende, drømmende og omtrent lige så 80’er-agtigt. Men også en lille smule blodfattigt.
