Da jeg for nogle uger siden var til fest i Stockholm, slog det mig igen, hvor velopdragne svenskerne i grunden er. Som det ofte er kutyme selv i de store svenske byer, tog alle deres sneakers og stiletter af i entreen og trippede ellers velklædte ind i lyset fra diskokuglen. På strømpesokker. Fjedrende sødme Det var med den samme høflighed, Veronica Maggios femmandsband trådte ind på Store Vegas scene onsdag aften. Og leverede en pænt friseret popkoncert, der først mod slutningen brød illusionen af et band, der spillede i lyddæmpende strømpefødder for ikke at sætte mærker. Veronica Maggio selv kom sprintende ind på scenen og udstrålede straks og under det meste af koncerten lyst og vilje til at vende ugekalenderen på hovedet og få en fest med den pænt fyldte sal. Det var en kamp, hun kæmpede alene.
LÆS OGSÅ Svensk popstjerne synger om engangsknald og knuste hjerter
Over for det høflige band var salen domineret af kærestepar, der åbenbart havde rigeligt i at holde om hinanden. Og den lurende sceneeksplosion, som de svenske søstre Lykke Li og Robyn indtager en scene med, har Veronica Maggio ikke.
Hun har så noget andet. En blåøjet lethed under det blondeblegede hår, der forplanter sig som en fjedrende sødme i de fnuglette popsange. Vemodig poppoesi Maggio kommer lige ud af den svenske flinkeskole, hvor man laver smidig pop med enkle midler, der både svøber de sikre omkvæd i neosoulens strygere på ’Gammal sång’ eller viser tænder med elektronisk klubstød på ’Finns det en så finns det flere’. Dermed er forskellen på hendes to seneste plader, der delte aftenens sætliste mellem sig, også fortalt. Den samlende fællesnævner for Maggios sange er et velkendte tekstunivers, hvor hun får forbløffende meget ud af de unge hjerters evigt snurrende strømhvirvel af længsel, gnavende ensomhed og fester fulde af nye muligheder for at erobre livet tilbage.
