Hvad fod skal man stå på?
Sådan var jeg nok ikke den eneste, der funderede, mens de svenske electro-frontløbere i The Knife gav koncert i et for længst udsolgt Store Vega. Endda for anden aften i træk.
LÆS OGSÅ Svensk superduo lander endelig i København
Selv om søskendeduoen i ti år har søgt stadig længere uden for konventionelle musikgrænser, har de trukket et voksende publikum med sig. For de er fascinerende at følge ud i deres nedbrydning af forestillinger om musik, medier og koncerter.
Men når man så hænger i det bundløse rum af lydtroldmanden Olof Dreijers vibrerende klange og Karin Dreijer Anderssons kønsforvrængede sang, kan man alligevel godt blive ramt af tanken: hvad er det lige, det her går ud på?
Flydende grænser
Oppe på scenen springer en lille dansetrup rundt med Karin og Olof Dreijer som elektrisk spjættende medlemmer.
Danserne kan i paillet-glimtende kutter stå formummede under stroboskopregnen, slå over i lystig riverdance eller hamre løs på hver deres hjemmebyggede slagtøj, der ligner noget en antropolog har fundet på Borneo. Hvis der overhovedet er nogen på scenen.
The Knife: »Vi har sammensat et hold, der kun består af kvinder«Uanset hvad, så tordnede den bragende høje og sofistikerede technomusik hele tiden ud over publikum. Noget af det var live, meget var ikke. Grænserne var flydende og blev markeret med et syngende portræt eller sløret i det massive lydbillede, hvor programmeret præcision blev blandet med håndspillet.
Showet lignede fri leg, et neo-hippie-spektakel, men man tager fejl ved at tro, at det bare var tilfældig lal.
Koncerten var også strengt koreograferet, en musikalsk kraftpræstation og fuld af visuelle billeder, der brændte sig fast på nethinden som mere end bare selvrealiseringens skingre hyl. Og så gik den anderledes koncert først og fremmest uden om de tvivlende tanker og direkte i kroppen.
Kan du så komme op af lænestolen!
Lige siden The Knife dukkede op med deres koldt tromlende electro i starten af 00'erne, er Karin og Olof Dreijer gået efter udfordringerne.
De vil skabe debat, udforske vaneforestillinger, vride stereotyperne af led.
Til at starte med forankret i Karin Dreijer Anderssons tvetydigt manipulerede stemme og deres medie-genstridige maskespil på pressebilleder, siden med medieeksploderende koncerter og senest med det intellektuelle fernis af kønsteoretiske studier på deres aktuelle album, 'Shaking the Habitual'.
LÆS ANMELDELSE
The Knife ryster røv med radikalt albumDe er mange ting, men aldrig en lænestol, til at hvile i.
De første koncerter med The Knife var som et terrorangreb, hvor alle sanser var under beskydning fra maskeklædte musikere.
I dag er The Knife forvandlet til et fashonista-gøglershow, der ikke angriber sit publikum, men som futuristiske dansenymfer vil lokke os ud af kurs. For lysten til at vride armen om på vores forventninger er ikke blevet mindre.
Publikum til privatfest
Balladen starter allerede inde koncerten overhovedet er i gang.
Midt i salen springer Miguel Gutierrez - i aerobic-spandex, Beyoncé-paryk og rød ansigtmaling - op på et lille podie og begynder at piske en stemning op. I et hysterisk stemmeleje får han salen til at springe rundt, ryste alle lemmer og sammen med ham råbe:
»I'm still alive - and I'm not afraid to die!«.
Heldivis får The Knife genetableret jordforbindelsen, da den hætteklædte dansetrup i blåt modlys træder ind på scenen til tonerne af den skummelt simrende 'A Cherry on Top', før de slår over i en slagstøjsekstravaganza udgave af 'Raging Lung'.
Herefter slipper de instrumenter, tøjler og fonuft i den ene koreograferede dansepassage efter den anden. Det ene øjeblik som robotter fanget i de rullende rytmers syntetiske klange, det næste som to bander, der i bedste Broadway-stil danse-battler en scene fra 'West Side Story'.
Svenske The Knife går i Darwins fodsporDet var for det meste medrivende, men også irriterende selvoptaget.
Ind i mellem var det som at træde uinviteret ind til en privat fest, hvor The Knife med ryggen til publikum var mere optaget af at mærke deres egen kropslige frigørelse end at få pulikum med. Halvdelen af salen stod da også stille og indtog showet med opspilede øjne.
Stå ikke stille
Fornemmelsen af selvoptagethed står egentlig i kontrast til det selvvirkende udtryk The Knife ellers har.
Karin og Olof Dreijer blandede sig dansende imellem de andre, nogle gange sang hun, andre gange var det en anden, der mimede hendes sang.
Autenticiteten sidder ikke i det, øjet ser, men i det kroppen mærker. Koncerters sædvanlige heltedyrkelse blev i traditionen fra den elektroniske dance-musik erstattet af et dansende fællesskab, understreget af det tomme scenerum under 'Networking'.
The Knife opdaterer med deres nye koncerter ravekulturen til 2033, og afsluttede med en kraftfuld salve, hvor først 'Stay Out Here' pumpede gennem både den dansende og den observerende del af publikum, før de endte oppe under balkonen med regnbue-rave-lys til 'Silent Shout's kølige techno-skønhed.
LÆS ANMELDELSE Musikalsk maskespil
De overlod salen til en dj, og så måtte publikum selv finde videre. Enten ind i deres krop eller ud af døren.
Forvirring har altid været en del af tricket ved The Knife, men mandag aften var fodbalancen faktisk ligegyldig. Pointen var, at fødderne bare ikke må stå stille.
fortsæt med at læse
