Lilla buksedragt, pink polyesterkjole og en langhåret paryk til hver. Det er ikke standardpåklædningen, når man skal en tur i skoven. Men The Knife ligger en lille smule til venstre for andre bands.
Politisk, men også bare sådan i det hele taget. The Knife er noget for sig.
Maskebal
Da det svenske søskendepar Olof Dreijer og Karin Dreijer Andersson i 2006 udgav deres mesterlige andet album, ’Silent Shout’, var deres ansigter gemt væk bag to middelalderlige pestlægemasker med lange, spidse næb, der fik dem til at ligne to sorte fugle.
De veg end ikke fra maskerne, når de gav interview. Og da de bagefter tog på turné, var de begge iført heldragter, der også dækkede deres ansigter.
Maskerne er en grundsten i historien om The Knife. Og det i et omfang, hvor det ikke kun gælder om at kamuflere sit visuelle udtryk. Duoens musik er også et maskebal.
»At få en synthesizer til at lyde som et menneske – eller et dyr. Eller at få et menneske til at lyde som en synthesizer«, forklarer Olof Dreijer via en Skype-forbindelse fra Stockholm om ideen med musikken.
LÆS OGSÅ Maskerede popstjerner og prisbelønnede briter besøger Northside
Det handler om at gøre det svært at gætte, hvor lyden kommer fra, forklarer han. Om at udfordre vores forestillinger om, hvordan musik skal lyde for at være rigtig.
»Forhåbentlig kan det være med til at få lytteren til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er autentisk, når det kommer til musik. Med autenticiteten kommer ideen om at lege med artistisk kvalitet og ideen om, at det ofte kun er mænd, der er i stand til at skabe kvalitetsmusik«.
Men er det stadig sådan?
»Åh ja. Helt afgjort« siger Olof Dreijer, og hans storesøster samstemmer.
Mutation
Bliver musik mindre ægte – eller mindre autentisk, om man vil – fordi man forvrænger lyden af de instrumenter, man spiller på? Nej. Rockmusikken ville for eksempel være en kedelig snegl uden guitarpedaler.
Alligevel oplevede The Knife, at folk reagerede endog meget voldsomt, da duoen begyndte at manipulere Karin Dreijer Anderssons stemme til ukendelighed, så hun det ene øjeblik lød som en rusten robot for få sekunder senere at pibe som en lille pige, der hulkede af sorg ned i sin mikrofon.
I dag er The Knifes evigt muterende vokalmonster i form af Karin Dreijer Anderssons stemme i et væld af afskygninger et af duoens mest markante og hyldede adelsmærker. Men sådan har det ikke altid været.
»I begyndelsen satte folk spørgsmålstegn ved det«, forklarer hun. »Det var ekstremt effektivt. Det stod klart, at nogle forventede, at det skulle lyde på en særlig måde«.
Hun tier kort.
»Hvis du går dybere ind i det, synes jeg, det er med til at afspejle de begrænsninger, man kan opleve som kvinde. Og som kvinde, der laver musik, ikke mindst. Da vi ændrede vokalens udtryk, kom der en masse ting op til overfladen. Folks fordomme om kvinder«.
Politiske teorier på skemaet
Det er vanetænkning som denne, The Knife har et horn i siden på.
Forstillede forestillinger om, hvordan en kvindes stemme skal lyde, for eksempel. Forstokkede ideer om, hvordan tingene bør være. Deraf titlen på deres tredje studiealbum, ’Shaking the Habitual’, der indikerer, at vanerne har brug for en rodbehandling.
Men hvor det tidligere primært har været musikalsk vanetænkning, der har fået en over nakken af de to svenskere, er udsynet bredere denne gang. Resultatet er duoens mest eksplicit politiske plade til dato.
»Da vi begyndte (på den nye plade, red.), var vi nået til et sted, hvor vi havde lyst til at studere politisk teori og samtidig finde en måde at kombinere det med vores musik på«, forklarer Olof Dreijer.
For et par år siden meldte han sig til et grundlæggende kursus i kønsstudier på Stockholms Universitet for at sætte sig ind i blandt andet queer-teori og postkoloniale studier.
Pensumlisten delte han med sin søster, så de kunne arbejde ud fra et fælles udgangspunkt og sammen få integreret teorierne i musikken. De lægger dog ikke skjul på, at en del af musikken på ’Shaking the Habitual’ også er blevet til via jamsessions »for at aktivere hjernen efter at have læst politisk teori i en periode«.
Ansvar forpligter
Karin Dreijer Andersson og Olof Dreijer voksede op i en forstad til Göteborg. Forældrene var en del af den radikale venstrefløj, og det er nogle af de politisk rundede børneviser, søskendeparret sang som børn, der har haft indflydelse på tekstuniverset på den nye plade.
Men Olof Dreijer slår fast, at de emner, de beskæftiger sig med på pladen, ikke er noget, der stammer fra deres barndom. Albummet fokuserer på problematikker, der optager duoen nu. Deres status som et band, folk kender – også uden for Skandinavien – forpligter, mener de. Det medfører et ansvar. Og giver muligheder.
»Det handler om, hvordan man skriver politisk musik i dag«, siger Karin Dreijer Andersson. »Det har vi talt meget om«.
Er I blevet et mere politisk band med tiden?
»Ja«, siger Olof uden tøven. Og hans storesøster er enig. På nummeret ’Full of Fire’ langer hun krigerisk ud efter ideen om, at historien skrives af rige hvide mænd. »All the guys and the signori/ who will tell my story?«, spørger hun. Med stærkt forvrænget stemme naturligvis.
Men det er ikke kun historiebøgerne, den er gal med ifølge The Knife, som også går aktivistisk til værks i promoveringen af ’Shaking the Habitual’.
Efter at de havde lavet 20 interview tidligere på året, tegnede der sig et billede af, at det overvejende var mænd, der havde interviewet duoen.
»Kun to af dem var med en kvindelig journalist«, siger Olof Dreijer. »Det er vanvittigt! Vi vidste godt, at det stod skidt til, men vi vidste ikke, at det var så slemt inden for musikjournalistik«.
The Knife har derfor besluttet, at de fremover vil anmode om at blive interviewet af kvinder.
Kønskvoter i tourbussen
Er en mandlig journalist dårligere stillet i forhold til at lave et interview med The Knife end en kvindelig journalist?
»For mig handler det ikke så meget om indhold«, siger han. »Nogle af dem var okay. Andre var knap så gode ... Men vi havde en stærk fornemmelse af, at vi bidrog til den opfattelse, at en musikjournalist primært er en mand«.
»Hvis du siger okay til kun at give interview til mandlige journalister, spiller du med på den overbevisning, og det havde vi ikke lyst til«, tilføjer Karin.
Men når I sætter restriktioner op for, hvem I vil tale med, skaber I så ikke flere barrierer, end I bryder ned?
»Det var ikke noget, vi gjorde fra starten. Men efter at have lavet næsten 20 interview med mandlige musikjournalister følte vi ikke, at vi havde noget valg«, siger Karin Dreijer Andersson.
LÆS OGSÅ Halvdelen af The Knife holder opera-afterparty
Af samme grund har The Knife valgt kun at arbejde sammen med kvinder. Også når de senere på foråret tager på turné.
»Vi tænker meget over, hvordan vi organiserer os, og hvilke folk vi hyrer. Engang arbejdede vi kun sammen med mandlige videoinstruktører for eksempel, men denne gang har vi gjort en indsats for at sammensætte et hold bestående af kvinder«, forklarer Olof Dreijer.
»Selv om det feministiske tema har været til stede i vores bevidsthed og vores tekster før, gør vi en dyd ud af, at det også er det i praksis denne gang«.
The Knife giver to udsolgte koncert i Vega i København 12. og 13. maj.
fortsæt med at læse
