En drone hænger lige over mit hoved med et overvågningskamera rettet mod mit ansigt.
Jeg er trådt ind i en af hallerne på Kulturværftet i Helsingør, hvor flere droner svæver rundt under det høje loft. Det er bare en dreng, som har rettet linsen mod mig via en fjernbetjening, men det er, som om Se og Hør siger »Velkommen på forsiden«.
Jeg er på Click Festival, der for fjerde år i træk har fået kommunal støtte til at indtage det gamle værft med koncerter, workshops, foredrag, performances og udstillinger for at indvie publikum i samspillet mellem samtidskultur, nye medier og teknologi.
Gør det med andre
Den seneste teknologiske udvikling giver grund til bekymring, forstår man her i fabrikshallerne, hvor foredrag om NSA’s aktiviteter i Danmark og udstillinger om organiserede kampagner mod pirateri zoomer ind på statslige institutioners kontrol.
Men teknologien hyldes også som en historisk mulighed af de aktivistisk orienterede kunstnere og videnskabsfolk, der er samlet fra Danmark og udlandet. Og de taler samme sprog som de 20- til 40-årige, der dominerer publikum. Her er mange skaldede mænd med voldsomme fuldskæg og lige så mange med skæg og langt hår bundet op i en knold oven på hovedet.
Anmelderne giver bud på sommerens bedste festivaloplevelserEn ny generation af mohikanere, der ikke er indstillet på overgivelse. De sidder rundt omkring i workshops med laptops, der er overklistret med subversive budskaber, og bygger robotter, printer ideer i 3d og lærer, hvordan de kan bruge den nyeste software i fællesskab.
Temaet for årets festival er nemlig diwo-kulturen, Do It With Others, og håbet er at invitere publikum ind i teknologiens lukkede verden og vise dens forbindelse til menneskelige følelser og dens potentiale for kreativitet, selvforsvar og nye visioner, som realiseres i fællesskaber.
Alt andet end eksklusivt
I løbet af festivalens to dage sidder mellem 10 og 20 mennesker i hver workshop, mens resten af de knap 200 gæster driver rundt mellem udstillingshallerne og solsiden med udsigt til Kronborg og færgerne til Sverige.
Men tilstrømningen fra København stiger, i takt med at solen afløses af en glødende fuldmåne, mens de store internationale navne fra den elektroniske scene indtager Store Scene, hvor op til 400-500 mennesker mødes for at få uddannet ørerne og lære nye dansetrin.
På papiret var der tale om avantgardemusik, men i koncertsalens konkrete rum blev det alt andet end eksklusivt.
Som da den britiske duo Chris & Cosey, der i 80’erne var kendt som ’wreckers of western civilisation’, omsatte deres pionerarbejde inden for industrial og mørk primaltechno til serotonin ved hjælp af et funky groove under de tunge beats og en snurrende Donna Summer-disco mellem lynene fra en maltrakteret guitar. »I feel love, I feel love, I feel love«.
Japaner leverede dionysisk fest
Har man hørt den japanske glitch-musiker Ryoji Ikedas album ’Supercodex’ fra sidste år, ville man forvente en koncentreret lyttekoncert med summende frekvenser og soniske grundklodser i matematisk arrangeret kvantemusik.
Ikeda er en af verdens førende kunstnere inden for nye medier, og tidligere i år blev han inviteret på et toårigt forskningsophold hos Cern.
Men fredagens opførelse af albummet i Helsingør var en ekstrem oplevelse, der trods sit radikale udtryk blev en kropslig dionysisk fest, hvor støj blev til rytme og grammatik til sprog i direkte kommunikation med publikum.
Bag sin laptop stod Ryoji Ikeda og kombinerede de forprogrammerede moduler live, omarrangeret, mikset og lagt i lag, mens lyden aktiverede en visuel blitzkrig på det enorme lærred bag ham.
Komponist vil bygge sit eget orkester af nyopfundne instrumenterI japansk stil var det udelukkende sort og hvid billedstøj, som en krypteret kalligrafi, der kopierede de kirurgisk iscenesatte basskud og nålestikkende kliks. Det var som at have næsen mod motorvejens hvide striber, mens man kører 220 kilometer i timen.
Ikeda stod som figuren i Edvard Munchs ’Skriget’ og leverede en impressionistisk screening af en iskold sjæl. Men han skreg ikke. Stod bare som en fastsvejset vejrhane i stormen og lod udbruddene komme fra publikum, der skreg af fryd i de nanosekunder af nåde, hvor der var ophold i lyden. Man forlod koncerten med smerter i ørerne, men kroppen var kommet i sync med en anden verden.
Monotone electro-legender
Lørdag leverede electro-legenderne fra Dopplereffekt en monoton demonstration af deres pionerarbejde i 1990’erne. Gerald Donald med en fortid i Detroit-technoen stod statisk på scenen med siden til publikum og front mod To Nhan.
Hærgende musikhær rejser sig med opsamlingsværkBegge med masker for ansigtet og fingrene i sparsom kontakt med de analoge keyboards tangenter.
Tunge gummiagtig basslag lød som plekterknips på Storebæltsbroens stålwirer til en let forvrænget lyd af Kraftwerk, der er hjemsøgt af synth-kor af døde damer. Et udtryk, man kunne kalde tilbageskuende, eller tidløst, hvis man var fan. Dem var der en mindre gruppe af, der dansede til deres helte, mens salen blev affolket.
Tilbage til fremtiden
En time senere kom vi tilbage til fremtiden med Robert Henke, der med sit Monolake-projekt har været en definerende figur på Berlins elektroniske scene siden Murens fald.
På Click var han inviteret på grund af sin status som en af tidens mest innovative performere og udvikler af maskiner og software til lyd og billede, og lørdag aften spillede han midnatten ind med et audiovisuelt show, der vendte op og ned på forestillingen om en koncertoplevelse. Han var nemlig slet ikke på scenen, der kun var udstyret med et kæmpestort hvidt lærred.
Salen var mørklagt, og Henke stod et sted bag en pult, hvor han lod sin minimale, men voldsomt vibrerende og smukt melodiske techno interagere live med et lasersystem, der skar pulserende geometri på lærredet.
Hvordan lige linjer, firkanter og trekanter i accelelerende udviklende mønstre kan være så overvældende og sanseligt besættende, har jeg stadig svært ved at forstå. Efter koncerten stod publikum og forsøgte at sætte ord på, hvad de lige havde oplevet.
Dj blevet afløst af et gesamtkunstværk
Hvor den elektroniske musik ofte plages af afstand mellem scene og en performer, der står gemt bag sin skærm, havde Henke skrevet sig selv helt ud af ligningen.
Han eksisterede ikke i et rum, hvor røgen omsluttede publikum og skabte et 3d-rum af laserstrålerne, der sendte tuber af sted, når der var cirkler på skærmen, skakter, når der var firkanter, mens stregerne skabte flade bånd, der blev som lærreder, hvor røgens mønstre lignede filmscener af stormvejr.
Men det var skærmen, man var fikseret af, mens kroppens kredsløb overgav sig til musikkens resonans. Rockstjernen blev afløst af dj’en, men med Henke er dj’en blevet afløst af et gesamtkunstværk uden ansigt.
Hvor Dopplereffekt stod som maskerede ikoner, veg idoldyrkelse her for en kollektiv sammensmeltning med øjeblikket. I et fællesskab forenet af teknologi og kunst.
fortsæt med at læse
