Ridende ind på den lumre hedebølge var han der pludselig. Som Klodshans, der vælter ind til hofballet ad køkkendøren og ender aftenen som den sande majestæt, kom han endelig, Robbie Williams. Som det pludselige tordenskrald, der kan rense luften og forløse alle fra kronprinser, kronprinsesser og ministre til det ganske almindelige folk, hvis fest vi først og fremmest var til, gjorde Kong Robbie den første af Underholdningen sin entre. Trods de selvsikre slag med armene tog han sig klejn ud på den lille, runde cirkusscene, der var lagt ud i publikumshavet som en lille pontonbro for majestæten. Mens elementernes rasen brød løs bag ham i form af det buldrende soundtrack fra Spielbergs 'Nærkontakt af 3. grad', flammer og fyrværkeri fra scenens gigantiske stålkonstruktion, kunne han for første gang denne aften beskue sit rige. Et frygtindgydende skue, set fra regentens position. Et sultent uhyre, hvis appetit kun denne lille mand kunne stille. Men på den anden side set også et smukt syn af jublende glade, dybt loyale undersåtter, der med armene strakt mod himlen hilste deres sande forfører og frelser. Som til gengæld lidt inde i forestillingen betroede os: »Danskerne er det smukkeste folk, jeg kender. Kvinderne er lækre, men også mændene er ret flotte. Sidste gang, jeg var her, gik jeg ind på en klub. Hvor jeg var den grimmeste mand, der var til stede«. Et lille eventyr, fortalt af en eventyrdigter med stort overskud. Det overskud, der kommer af at erkende, at man tilbedelsen til trods er blot et menneske. I kraft af den erkendelse og retten til at begå de fejl, der følger med i det at være menneske, kan man dårligt andet end elske denne Klodshans fra den britiske arbejderklasse. Som i disse dage har fået stillet det halve danske kongedømme og alle dets kvindelige indbyggere i udsigt. Selv om den engelske enehersker vaklede indimellem, fik han erobret, hvad han ville. En efter en faldt forbehold og skepsis over for en charme og en flabet humor, man alligevel ikke kan kæmpe imod. Robbie Williams vinder os over, fordi han vil med hvert et fiber af sin krop og ikke kender til hæmninger over hovedet. Allerede i andet nummer, 'Rock DJ' har han kastet sig ned på den fremskudte scenes gulv for at lave samlejebevægelser. Og det er bare begyndelsen. »Brødre og søstre fra København. Hvis I er kommet herind for bare at sidde ved Underholdningens alter, så sig amen! Hvis I er kommet for at danse jeres røv af, så sig halleluja!«, skreg kong Williams i rollen som sort vækkelsesprædikant fra sydstaterne. For i næste sætning at få sit lydhøre og konstant loyale publikum til at brøle »fuck you« til de brødre og søstre uden for murene, som ikke havde sikret sig billet til templet. Elegant og vittig leg med kynisme og tørsten efter at være i selskab med berømmelse, som kun pastor Williams mestrer den. Som en særlig gestus over for sine danske værter dansede han også scenen rundt, mens han som en anden Danny Kaye sang »I'm Hans Christian Andersen«, hyldede Peter Schmeichel, drillede os med den manglende VM-deltagelse: »Where the fuck were you?« og sang en lille, skramlet lejlighedsblues til Danmark. Det var næsten for meget af det gode. Førstegangsbesøgende på slottet røg forståeligt nok fra første færd, mens vi andre, rutineret, forsøgte at holde skansen lidt længere og lede efter skønhedspletter. De var der. Både i form af den halvsløje lyd, der betød, at man sjældent kunne skelne de enkelte instrumenter i et ellers åbenlyst velspillende band. Og i form af en vis distance i koncertens første del, hvor det virkede, som om den overdrevne tilbedelse havde givet regenten den vildfarelse, at han kunne spise os af med hvad som helst. Hvorfor vi måtte kæmpe os igennem den overdrevet lange, umorsomme og kedsommelige leg med et par små bolde og sangen 'Me And My Shadow' med barndomsvennen Jonathan Wilkes. Det var mere slap end stick og hofballet var lige ved at kæntre. Men skipper Williams og besætning fik hurtigt rettet skuden op igen. Ved at sætte en armada af effektive slæbebåde i søen i form af gyldne popsange som 'Monsoon', der forvandlede Parken til en gylden kornmark af duvende strå, som alle sang med for fuld hals. Den fremragende 'Advertising Space' fra sidste års album 'Intensive Care' (solgt i 100.000 eksemplarer i Danmark) viste, hvor god en sangskriver Williams egentlig er, når han rammer sin melankolske åre rent. Så kunne den musikalske del af festen ellers for alvor gives fri med den funklende 'Come Undone' med Lou Reeds 'Walk On The Wild Side' skudt ind som et lille vildspor. 'Back For Good', boybandet Take Thats bedste bidrag, blev leveret overbevisende trods den sarkastiske introduktion. Og balladen 'Feel', en ny generations svar på U2's 'One' sunget særdeles overbevisende af Robbie Williams, inden de tre træfsikre ekstranumre 'Let Me Entertain Me', 'Angels' og 'Kids' fjernede enhver tvivl: Robbie Willdams sidder fortsat sikkert i poppens trone. Hvorfra man ikke med rimelighed kan forvente sig andet end underholdning af topklasse, hvad vi til fulde fik. Også selv om Robbie Williams fik fortalt os endnu et lille eventyr om, at »the popstar Robbie Williams« ikke lige havde haft det så godt til morgen og måtte have besøg af en dansk doktor, som åbenbart stak en gevaldig kanyle op i hans bagdel. Hvad der var i kanylen, skal vi lade være usagt, men i hvert fald opførte den angiveligt halvsløje Williams sig gennem hele koncerten så energisk, at man skulle tro, han var blevet bidt i rumpen af en vis 'Birillo'. Ikke desto mindre følte regenten sig kaldet til at give sine undersåtter en slags undskyldning, da musikken var stoppet og festen forbi. Alene på scenekanten bekendtgjorde kong Robbie: »Jeg er nødt til at gå direkte hjem og i seng, for jeg skal gøre alt det her igen i morgen. Jeg har det ikke så godt, men jeg må takke jer for at have båret mig igennem. Danmark er et fantastisk land, og jeg håber, at showet trods alt levede op til alles forventninger. Jeg må gå, for jeg er virkelig fucked up«. Det var vi også, altså i overført og positiv betydning. Mætte, glade og tilfredse. Og faktisk lidt rørte over at have mødt en entertainer, der kan stort set alt og giver det hele væk med enorm charme. For alligevel ikke at være sikker på, at det er godt nok. En så graciøs attitude kunne de, der har travlt med at skyde Robbie Williams ned for blot at være en sølle poppedreng, lære temmelig forbandet meget af. Men det er muligvis for meget forlangt, nu da vi atter er ude af Underholdningens Tempel, hvor alt kan lade sig gøre. I aftes spillede Robbie Williams sin anden udsolgte koncerter i Parken.