Den første sang, Ariel Pink skrev i sin ungdoms garage var en optagelse af en printer, der blev tændt og slukket, tændt og slukket. Hver gang kom der en lille melodi af bip-lyde. Ariel Pink optog det til et samlet, bulet sært beat. Så sang han hen over det: »Modulate, modulate, modulate«. Som den isolerede og vrede teenager, han var.

I dag er den 36-årige amerikaner stadig på kant med omverdenen og uden for det felt, vi med lidt løs hånd kan betegne som det normale. Men han bruger ikke længere en printer.

De første skitser til sine sange laver Ariel Pink med sin mund og en forbavsende veludviklet evne til at lave human beatbox. Han nærmest spytter et beat med baslinje ud. Bagefter går han i gang med at indspille det med instrumenter og sit band.

»Venner er jo kun fremtidige fjender«

»Jeg har alle de her sange i mit hoved. Jeg prøver så at få dem ud i virkeligheden. Det lykkes aldrig helt perfekt, derfor bliver jeg ved med at prøve«, fortæller Ariel Pink fra den lave scene på Københavns Hovedbibliotek. Han må have skrevet over tusind sange.

Det er tidlig tirsdag aften, og bibliotekets kulturarrangører har igen stablet en artist talk på benene. Steve Albini og Thurston Moore har været forbi før, men der har aldrig været så mange gæster. Rummet er fyldt til randen af unge mennesker med tophuer og kortklippet pandehår.

På scenen sidder den kronisk utilpassede Ariel Pink og fortæller om sin sære vej ind og rundt i musikken. Han fortæller om mentoren, den amerikanske lo-fis godfather, R. Stevie Moore og kassettebåndskulturen, om at kunstskoler er spild af tid, om at opsøge alt det, der er usundt for dig, om at ville skrive den værste musik, som ingen kan lide, og om at være en outsider, der alligevel ikke vil forsvinde i mængden. Tilsat små sidebemærkninger som: »Venner er jo kun fremtidige fjender«.

På vej gennem anti-popstjernens skeptiske forhold til stort set alle andre, drypper det med musikalske helte eller faser, han har været igennem. Først var det Guns ’N’ Roses og Milli Vanilli, så kom Skid Row, Metallica og en periode kun med death metal. Så opdagede han The Cure og The Smiths og skiftede hele pladesamlingen ud med dét.

Når man lytter til nogle af Ariel Pinks mange plader, er man ikke i tvivl om, at de sange, der tumler rundt inde i hovedet, også er et komplekst væv af en gigantisk pladesamling. Ariel Pinks musik er som at dreje hidsigt rundt på bilradioen, mens man kører gennem Los Angeles – med alt, hvad det indebærer af signaler fra rastløs punk til blød westcoast rock.

Frontalangreb

Et par timer senere står Ariel Pink med band på Bremen. De er i rødt modlys og hvid røg. Med blonderet hår og sort neglelak står han i højhælede plateau-støvler og en hvid trøje, der stumper. Igen er salen fyldt, men denne gang er der ingen høflige fraser, kun et frontalangreb på vores ører.

Man kan godt prøve at binde en enkelt knude på det æstetiske kaos, Ariel Pink navigerer rundt i som en kunstskøjteløber mellem radiobiler, men psych-pop rækker ikke.

Det ene øjeblik river noget punket energi sig løs i den ene side af det seks mand høje band, det næste kommer svaret et andet sted fra som bøvet lirekasse-country. Men inden den kamp er afgjort, foretager sangen en brat håndbremsevending og forsvinder ind i et ekkokammer af effekter og hyletoner.

Sange som ’Negativ Ed’, ’Sexual Athletics’ og ’Goth Bomb’ lyder som en blender på fuld tryk med fragmenter fra Black Sabbath, Mammas & Pappas, Pink Floyd, Magnetic Fields, Ramones, Frank Zappa og Michael MacDonald. Mindst.

Som et freakshow af kabaret, råb, skrattende forvrængning og giftigt smittende melodier søger Ariel Pink og hans band helt derud, hvor selv The Flaming Lips ikke tør gå.

Svær ikke at elske

Driften mod grænsen af, hvad en sang faktisk kan klare, før den går helt i opløsning, modsvares af de utrolige melodier, som åbenbart drøner rundt på indersiden af Ariel Pinks hoved.

Indimellem tabte bandet balancen og forsvandt i et morads af overstyring og diskant skærebrænderlyd, men for det meste lagde de det rigtige snit mellem melodi og æstetisk salpetersyre, hvilket kun gjorde sangene bedre.

De får lov til at vise, hvor sejlivet gode de er, når et band river og flår dem rundt. Ikke mindst den gribende overgivelse i ’Picture Me Gone’ og den stejlende softrocker ’Bright Lit Blue Skies’. Det er store sange, præcis fordi de har modhager.

Eller sagt på en anden måde: Med sin fantasifulde måde at vende ryggen til verden er Ariel Pink ikke umiddelbart let at elske. Det har han det selv bedst med. Men det er langt sværere at lade være.

fortsæt med at læse

Sonár lignede en fiasko for halvtomme sale - indtil der kom gang i festen