Foran mig står to granvoksne mænd og svajer. De er svenske. Engang i ungdommen har deres brede skuldre sikkert tacklet sig vej hen over isen i en hockeyhal. Lige nu har de armene slynget om hinanden.
Den ene kan næsten ikke være i sin krop. Han knytter sin næve oppe i luften og stirrer intenst på sin kammerat, mens han synger med på Thåströms sang om brevet til en barndomsven:
»Livet går isär och man har så fullt upp/ med sin egen värld/ Och jag vet att jag borde ringt dig/ mycket mer än vad jag gjort«.
Den effekt kan Thåström have på voksne mænd. Og kvinder (som der også var en del af i Amager Bio torsdag aften). Få dem til at sitre så voldsomt af følelser, at de brister. Pludselig skal det hele bare ud!
Svensk rockpoet synger hallelujah for de sindssyge sømændMen han går også voldsomt til værks, den svenske rockveteran. Om så han trækker os helt ind under huden i ramsaltede erindringsfragmenter eller slår os omkuld med en flodbølge af maskinstøj.
Det er altid kompromisløst med Thåström.
En brutal aften på Amager
Konsekvent var det hele aftenen, da Thåström dagen før sin 58-års fødselsdag kom over Sundet med sit lille tremandsorkester. Især for at spille sange fra det seneste album, ’Den morronen’.
Et album støbt i støj, alvor og drøje hug. Et forvrænget ekko af 1980’ernes Berlin, hvor identiteten blev fundet et sted mellem fabriksromantik og en sortrandet outsiderposition. Tilsat en kærlighedsfortælling som en mulig vej videre og væk.
Anmelder overgiver sig til tosset svensk fuglemandDet album satte tonen for de knap to timer i Amager Bio. Der var ikke mange af de sagtmodige melodier i akustiske klange, der ellers blev soloartisten Thåströms signatur for godt 10 år siden, da han skrev linjerne ovenfor i et ’Brev till 10:e våningen’.
I stedet gled musikken som en sort gletsjer af monoton støj gennem det tætpakkede lokale. Det var en brutal aften på Amager, hvor han satsede alt på intensitet, men kun indimellem løftede sig op på det niveau, som ingen andre skandinaviske rockmusikere kan nå.
Henfaldt ikke til nostalgi
Klædt i hvidt jakkesæt og sort hat virrede Joakim Thåström karakteristisk med sine fingre, albuen var løftet over mikrofonstativet og ansigtet fuldt af teatralsk mimik. Det var Thåström, som vi kender ham.
På mange måder et 1980’er-gespenst, der skriver sig ind i den kulturelle modstandsbevægelse og hylder rendestenens helte, når han synger:
»Kärlek är för dom/ dom som har tur«.
Svenske musikgiganter modner som mesterlige vineFaren er, at det hele stivner i en grimasse. At Thåström bliver en karikatur af sig selv og står stille som de bygninger, han satte ud for at rive ned. Det ved han.
Derfor henfaldt han ikke til mere nostalgi end en enkelt Imperiet-sang, ’Österns röda ros’, og selv den blev trukket ned i den monotone malstrøm af gnistrende guitar og stroboskoplys.
Stærkt statement
Thåström vil ikke stivne i forventningerne om den livskloge rockpoet, men blive ved med at være i bevægelse. Derfor blev et af aftnens højdepunkter da også den insisterende ’Altid va på väg’, hvor bandet som de svenske Bad Seeds huggede nådesløse klaverakkorder ned i det støjmassiv, en violinbue trak ud af guitaren, og Thåström messede:
»Tänk att lämna just när dimman kommer/ Tänk städer som är dina allihop/ Tänk altid va på väg«.
Her blev den kraftfulde form forløst. Ligesom den majestætiske opbygning af ’Kort biografi med litet testamente’ og den afsluttende salme, ’Beväpna dig med vingar’, trak os op over hverdagens petitesser.
Til gengæld kom nye sange som ’Gräsfläckar’ og ’Ner mot terminalen’ aldrig til live i det ensformige greb. Det blev til lukkede kredsløb, der aldrig fandt vejen ud og op.
Det var prisen på en aften, der mere var et stærkt statement end en stor koncert.
fortsæt med at læse
