Man måtte lige knibe sig armen, da Beck med hurtige fodtrin spadserede ind under den ene af Bøgescenens kuppel. Med ungdommelig rødme i kinderne under den bredskyggede hat, stramme bukser og flydende dansebevægelser i fødderne lignede han sig selv for tyve år siden.
Kunne det virkelig være rigtigt? Var den Beck, der i 1990’erne udviklede sig fra en skateboard-slacker med mundharpe-depression til en futuristisk Las Vegas-entertainer, virkelig tilbage? Det var der ingen tvivl om en trykkoger version af ’Devil’s Haircut’ og en energisk skramlet ’Loser’ senere.




























