Det er efterhånden et halvt århundrede siden, at Lou Reed og hans avantgarderockende kumpaner i Velvet Underground blæste tidsånden en lang march ved at synge om heroinafhængighed og sadomasochisme, mens det meste af den øvrige verden lallede blomsterglade rundt og prædikede peace, love and understanding. Og da bandet endegyldigt gik i opløsning efter fire plader og et tilsvarende antal forgæves forsøg på at slå igennem, indledte Lewis Allen Reed, efter et års stofforanlediget rekonvalescens i sin fars revisionsfirma på Long Island, den solokarriere, der senest gav sig udslag i det stærkt nedrakkede – men faktisk fremragende – album ’Lulu’ (med hårdrockerne Metallica), og som i årenes løb har kastet ikke så få mesterværker af sig, ingen nævnt, ingen glemt. Triumftog De efterhånden små 30 studiealbum, Reed har udgivet i årenes løb, tegner et portræt af en nærmest ærefrygtindgydende konsekvent kunstner, der aldrig har søgt den lette løsning, endsige leflet for sit publikum, men i stedet altid er gået sin egen vej uden smålig hensyntagen til omkostningerne, de være sig personlige eller økonomiske. Da han med sit album nummer to, det forholdsvis lettilgængelige og David Bowie-producerede ’Transformer’, scorede hittet ’Walk On The Wild Side’, reagerede han med det sinistre og svært tilgængelige konceptalbum ’Berlin’, og efter i 1970’erne at have rejst verden rundt som vaklende, udjunket og fordrukken rock’n’roll-Frankenstein – for nu at bruge Dan Turèlls velvalgte ord – forvandlede han sig til først historiefortællende intellektuel poet, siden til artrocker og sundhedsapostel.
LÆS OGSÅ Erik Jensen: Du skal være modig for at tage til Lou Reed koncert
I alle årene har han været en flittig gæst i Danmark med nærmest faste regelmæssige besøg, og sidst vi havde fornøjelsen af ham, antog han skikkelse af støjrockeren Lou Reed, der sammen med en fokuseret trio opførte improvisationsmusik inspireret af støjrockhovedværket ’Metal Machine Music’ fra 1975.
Falconer mandag aften var det imidlertid et noget andet setup. For gamle Lou rejser i år med showet ’From VU til Lulu’, hvor han i selskab med et ensemble af unge tændte folk – herunder den fremragende sangskriverske Joan As Police Woman (Joan Wasser), som indledte seancen med et fint sæt – opfører et udvalg af sangkataloget med særlig hensyntagen til ’Lulu’.
Og det udformede sig som et sandt triumftog af en rejse fra anno dazumal til i dag. Det nye og det gamle I lighed med en anden stor rockpoet, Bob Dylan, spiller Lou Reed kun sjældent den samme version af sine sange to aftener i træk, og aldrig lyder det som på pladerne. Det var klassikerne ’Heroin’ og ’I’m Waiting for the Man’ fornemme eksempler på.
