Det gør Jupiter Days musik desværre ikke ubetinget. Trods den gode vilje og de indimellem ganske slagkraftige melodier mangler man noget temperament, vilje og nogle udskridninger i gruppens blanding af glam, kabaret og storladen pop. Der skal mere hjerte i sangene om og til den tøjles- og troløse storbyromantik, før Jupiter Day får bund i den cocktail, som savnede lidt stærkt sprut for neden. Selv da gruppen sparkede sig ud i en ellers loyal udgave af AC/DC's 'Highway To Hell'. Den vej ville de britiske kometer i Coldplay ikke betræde, hvor indlysende den end måtte forekomme i en klam midnatstime. 'Life Is For Living' lød sidste sang fra kvartetten, og bagude lå en umanerlig smuk koncert, hvor Coldplay og den fænomenale sanger Chris Martin i særdeleshed fik netop liv og varme i foretagendet. Da han sidst i koncerten kravlede op i en lysmast i scenens side, var parallellen til den unge Bonos kranoverflyvning af Roskilde Festival i 1982 til at tage og føle på. Sange som de nye og let gospelprægede 'God Put A Smile' og 'See You Soon' fra det kommende album 'A Rush Of Blood To The Head' har påmindelser om netop U2, og i det menneskelige og kunstneriske overskud, det betænksomme band leverede i denne intense stjernestund under en stjerneløs himmel, var der enorme løfter for Coldplay og rockens fremtid. Siden Coldplay for to år siden debuterede med det udmærkede album 'Parachutes' , som dog var lidt for præget af forbillederne Radiohead og Jeff Buckley, har gruppen udviklet sig enormt. Ikke mindst hvad angår de nye sange, som lover os et af årets bedste udgivelser om et par måneder. Der er en stor, gennemlyst følsomhed i Coldplays sange til en ny generation, som tryllebandt publikum i pløret, men der er ikke antydning af indadvendt klynk som hos Radiohead. Dertil er selvtilliden, evnerne og viljen til at komme ud over scenen uden at lefle alt for stor hos Coldplay, som ikke gad se de tændte lightere: »Sluk dem, vi er ikke fucking Bon Jovi«, beordrede Chris Martin og tilføjede: »Hvis I vil hylde os, så bare øh stå stille«. Måske står der stadig nogle statuer derude i mudderet. Med påmindelsen og nydelsen af en smuk, tidløs koncert i en grædende, men mild fynsk nat.