Der var en summen og et leben efter koncerten. Folk gik herfra med følelsen af at have oplevet noget helt særligt, noget, de skulle hjem - eller videre ud i livet - og fortælle om. Hvad vi havde hørt, oplevet rettere, var en sanger, der ikke nøjedes med at synge, en kunstner, der finder ordet kunst prætentiøst. En historiefortæller altså, som ufravigeligt stiller sit instrument i fortællingens, formidlingens tjeneste. En sublim kommunikator. Den tjekkiske mezzosopran Magdalena Kozená er først i trediverne, en glamourøs og indtagende scenepersonlighed og tillige en af det klassiske musikfirmaments mest tindrende stjerner. Hun var på Louisiana som et led i en stor international turné, og det giver sig selv, at der var udsolgt. Kozenás styrke er ikke hendes stemmes sensuelle klang, dens fløjlsbetrukne laberhed, dér må hun se sig slået af andre af tidens hotte navne. Men hendes er talentet for at komme i øjenhøjde med tilskueren og få det optimale ud af tekst og musik. I koncertens indledende engelsksprogede sange af Haydn kneb det, hvilket indlysende nok skyldtes sproglige problemer. Men herfra gik hun fra triumf til triumf. Og alt, hvad hun sang, sang hun fra hukommelsen - på i alt fem sprog. Nåja ... Udvalget af sange af tjekkiske Erwin Schulhoff var generøst, og Kozená fandt stilen et sted mellem gammelslavisk og udadvendt nutidig folketone. I Brittens tre sjældent opførte fransksprogede sange foldede hun sig for alvor ud, sprogligt idiomatisk og lynsnart bevægelig i nogle sange, der er bedragerisk enkle at lytte til, men sindrigt og komplekst opbygget. Tonløsheden er en effekt, Kozená bruger dristigt, virkningsfuldt og vel at mærke ikke for ofte, som i den hypnotiske 'Il est quelqu'un sur terre', og straks efter kom et udsagn, i 'Quand j'etais chez mon père', der udvikler sig fra det djærve til det grandiose, mægtig som en perverteret 'Marseillaise'! Det var forventeligt, at netop Kozená ville vælte huset med Musorgskijs syv 'Sange fra børneværelset'. Intet dramatisk greb, ingen musikalsk frasering under solen forblev uprøvet, og det blev ageret og sunget ud i alle hjørner. Og man skal hele regnbuen rundt for at beskrive, hvor usvigeligt Kozená kan farvelægge en vokal! Og hvor overlegent hun fortætter klangen og tynder ud, hvor mesterligt hun kontrollerer dynamikken. Barnet er i centrum i 'Sange fra børneværelset', flæbende, nysende, gabende, plagende, naivt inkvisitorisk. En dødirriterende unge, men hos Kozená aldrig bare cute. Hendes vignetter som bl.a. den pompøst belærende barnepige var prægtige, og helt vidunderligt medskabende var Malcolm Martineau ved klaveret, som han med tungen i kinden fremmanede gotiske rædsler i børnehøjde. Hvor Poulenc syntes i yderkanten af Kozenás naturlige virkefelt, var de fem ofte meget beske Mörike-sange af Hugo Wolf til gengæld lige i øjet. Det varer længe, før jeg glemmer Kozenás ligefremme, dumpe og fuldstændig uparfumerede smerte i 'Schlafendes Jesuskind'. Fik jeg skrevet nok om Malcolm Martineau? Lader det sig gøre? Aftenen var, tydeligt for alle, et ligeværdigt samarbejde mellem to ambitiøse og ukunstlede fortællergemytter, og sangene var valgt ud fra, at de havde noget at tilbyde såvel Martineau som Kozená.