Ryger de i totterne på hinanden? Tænkte jeg indimellem, med sådan en art pornovellystigt sug i mellemgulvet, som når man ser realityshows på tv. Følges de ad til hotellet efter koncerten? Hvad skulle de snakke om, hvis de nu skulle dele en bajer i hotelbaren? Og: bor de overhovedet på samme hotel? Simon & Garfunkel havde døbt deres comebackturné 'Old Friends', hvilket alle ved er en tilsnigelse. Som en stående replik lyder under turneen: »Vi mødtes, da vi var 11, begyndte at synge sammen et år senere, så på den måde har vi 50-års jubilæum for vores værdifulde venskab. Et år efter begyndte vi at skændes, så vi har 48-års jubilæum for skænderierne«. Og store dele af koncerten i Parken virkede det vitterligt, som om den højre hånd ikke vidste, hvad den venstre gjorde, så uenige syntes de to om, hvilken vej de skal gå. »Preserve your memories / They're all that's left you«, synger de på sangen 'Bookends' om parret, der er som et par bogstøtter og har fortiden at hælde hovedet mod. Jeg mener ikke, der er nogen grund til, at 63-årige er for gamle til spille musik, rock eller pop eller ej. At Paul Simon som kunstner har bevaret sin integritet og lagt et lag oven på behændigheden af erfaring og fortolkningskraft, viste han i Randers for et par år siden, og i Parken var det tydeligt, at Art Garfunkels fine tenor kun var ganske lidt afficeret af mandens alder. Flere gange var det grangiveligt, som var tiden aldrig gået, som om sangteksternes lidt kunstlede symbolisme stadig var gyldig rockhjemmel. 'Bridge Over Troubled Water' var ét langt skred tilbage i tiden, tilbage til en tid da Simon & Garfunkel ragede op over ungdomskultur og -oprør med deres lyriske strofer, der smagte af naturromantik og keltisk autenticitet. Men hvad så? Hvorfor så Paul Simon så utilpas ud, ofte nærmest som om han var afgået ved døden af ubekvemhed? Hvorfor kiggede man automatisk beskæmmet væk, det par gange de lagde an til en omfavnelse deroppe på scenen? Simon & Garfunkel må være den eneste duo i verdenshistorien, der aldrig søger øjenkontakt med hinanden for at samstemme en intonation eller en frasering. Så hellere risikere, at man går fejl af hinanden, hvilket de gjorde hyppigt fredag aften. Alt andet end kontakt, sådan virkede det - alt andet end at forholde sig til hinanden. Dér stod de. Art med højt hår, en rødblond afro, sort vest. Begejstret med åbentstående hvid skjorte, sort slips og med hænderne i siden. Indbegrebet af WASP, udtrykket for en hvid angelsaksisk protestant, det pæneste pæne. Så åbenlyst fra et hjem med hvid dug på bordet. Upstate New York. Ved siden af og et halvskaldet hoved mindre: Paul med strisseroverskæg, i jeans, rød T-shirt og jakke. Lettere etnisk af udseende. Sej, hip. Måske sad hans storebror i ungdomsfængslet i South Bronx. I den stil. Selvtilstrækkelige Art? Subversive Paul? Dr. Jekyll & Mr. Hyde? Er det så enkelt? Eller er de yin og yang, hinandens fuldstændiggørelse? I hvert fald var det Garfunkel, der introducerede sangen 'America' med ordene: »Her er en sang om Amerika«. Hvilket et eller andet sted var beundringsværdigt lakonisk i en tid, hvor intet stednavn i verden vel ægger til større universel fortørnelse. 'America' er ingen patriotisk sang, men - typisk for Simon & Garfunkel - heller ikke antipatriotisk. Men i en tid, hvor først Dixie Chicks-cd'er smides på bålet, og siden Linda Ronstadt smides ud af Las Vegas i tjære og fjer, fordi hun udtrykker påskønnelse af Michael Moores kontroversielle film, er Garfunkels introduktion måske i underkanten. Måske et ord eller to om ytringsfrihed havde været på sin plads. Men de sang også 'American Tune', Garfunkels yndlingssang, som min ledsager insisterede på var løftet fra en arie fra Bachs 'Juleoratorium': »We come on the ship they call the Mayflower / We come on the ship that sailed the moon / We come in the age's most uncertain hours / and sing an American tune / Oh, and it's alright, it's alright, it's alright / You can't be forever blessed«. Så sandt som det er sagt, men lidt kontekst rundt om vokalen havde været velkommen. Er det ikke faktisk ekstremt politisk at prætendere at være upolitisk vedrørende Amerikas rolle i verdenssamfundet? Det er svært at elske sine værter, hvis man sidder ved deres bord med en knude i maven, og sådan havde jeg det fredag aften i Parken. Et par gennemsympatiske mænd i mødet med 30.000 danske fans, der fik det, de kom efter. Et karaokebånd at synge til. »I'd rather be a sparrow than a snail / Yes I would / If I could / I surely would«. Men hvad med kærligheden, Paul? Hvad med kærligheden, Art? Kan kunst skabes i genstridighed? Og uden fælles følelse? Alle instinkter i mig skriger nej. Men selvfølgelig udsætter man sig ikke for Simon & Garfunkel uden at få noget med hjem. To akkorder anslået på Simons guitar, og vi er inde i en sangs hele univers, 'Scarborough Fair', 'The Boxer', 'The Sound of Silence'. Måden de to stemmer pludselig finder en samklang, alt, alt for få steder i løbet af aftenen, men lige nu, i 'Scarborough' går æteriske Art i ét med Pauls jazzede, lyst barytonale kontrapunkt. I 'Homeward Bound' fik jeg en lille apoteose (som om det guddommeligste kunne gradbøjes?) under »how I long to be-e-e-e«, denne sølvklang på det udtrukne 'e', som drømme er gjort af. Og mellemstykket i 'Homeward Bound', nykomponeret, jazzet, flot og »silently for me«. Simons bløde moduleringer i 'American Tune', så musikalsk som intet andet, og læg dertil et guitarspil så sprødt og delikat. I 'My Little Town' gik for mange af arrangementets lækkerier tabt i Parkens umanerlige akustik. Efter en halv snes sange måtte Paul Simon også lige bemærke: »Jeg må nok sige, at det er en temmelig underlig måde at lytte til musik på ...«, da han havde oplevet detalje på karaktergivende detalje forsvinde ud i tomheden. Er 'Bridge Over Troubled Water' Simon & Garfunkels største sang? Som de gav den fredag aften, kunne man sagtens argumentere for det. Taget løftede sig, og selv om tolkningen ikke bød på overraskelser, var den uafviseligt klassisk og nærmest nobelt sunget og svunget. Efter et hurtigt knus, nej to, gik de hver til sit, ud i hver sit hjørne af scenekanten for at modtage hyldesten. Havde det været mig, havde jeg fulgt knuset op med et fælles buk fra midten af scenen. Ikke for noget. Bare lige for at markere, at vi er et par. Vi står her ikke bare for at tjene penge. Vi står her, fordi vi har noget at sige til hinanden. Og til jer.