Når Lee Ritenour og hans ekstremt velspillende orkester står på en scene kan man være helt sikker på en ting: at der ikke kommer noget stødende ud af højttalerne. Til gengæld kan man forvente sig en opvisning i musikalsk ekvilibrisme, sømløse stilskift og uforfalsket spilleglæde. Storform Hvilket vi da også fik i Amager Bio, hvor Ritenour og band var i sjælden storform. De hyggede sig ganske tydeligt i hinanden selskab, og det smittede af på publikum, der nød den næsten to timer lange koncert, som bestod af materiale fra Ritenours seneste cd samt klassikere, og skyllede musikken med store mængder fadøl. Højdepunktet var helt klart en maratonversion af partyklassikeren 'Rio Funk' fra 1979, hvis tema blev høvlet igennem på alle mulige måder og i forskellige tempi. Og hovedpersonen fik demonstreret, at han er en guitarist af sjælden teknisk overlegenhed - uden på nogen måde at blære sig. Hvilket er sympatisk. Og det samme kan til fulde siges om koncerten.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
-
DR-journalist i ny bog om sit andet hjemland: »Frankrig har forandret sig for altid«
-
Det er en af verdens smukkeste togstationer, men ikke mange ved, at du kan overnatte i bygningen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen