Iført så meget slidt denim som man overhovedet kunne presse ind på Avalon-scenen, indtog den amerikanske countrymusiker Margo Price og hendes fem mand store band Roskilde Festival torsdag aften med temmelig små øjne.

Det var som om, de 10 minutter forinden var trillet baglæns ud af et solbleget folkevognsrugbrød, og var gået på scenen uden morgenkaffe. Og det tog således liiige sin tid, før Margo og hendes stoisk stenede kumpaner havde fået kradset søvnen ud af øjnene. Hvilket gik ud over ellers stærke numre som ’About to Find Out’, den boogie-rockede 'Four Years of Chances’ og sjæleren ’Since You Put Me Down’.

Sange som alle stammer fra Prices forrygende debutalbum, ’Midwest Farmer’s Daughter’, der udkom sidste år på Jack Whites Third Man Records. Og sange som hver især ærligt talt havde fortjent en bedre skæbne. Men det var som om, der lige skulle ild i piben først, om man vil.

En fortid bag tremmer

Men undervejs var det som om, Price endelig fik hul igennem til den urkraft, der har gjort hende til en af de seneste års meteorer indenfor countrymusikken. Og så kom der endelig fut i både kvinde og koncert.

Margo Price spillede sidste sommer ikke færre end to koncerter på Tønder Festival, hvor hun både gjorde plads til en rocket og en mere klassisk countrykoncert. For hun kan begge dele. Dog var det klart den mere rockede side af Margo Price, der var i centrum på Roskilde.

Og det fungerede rigtig godt. Fængselshymnen ’Weekender’ – om dengang Margo sad bag tremmer efter at have kørt bil i beruset tilstand og i samme hug forsøgt at stikke af fra ordensmagten – havde fået en klædelig, tørt huggende makeover, mens linjen »Now I know why the caged bird has to sing«, hang som et rørende ekko i luften som en lige dele sørgmodig og poetisk forklaring på, hvorfor vi stod her sammen, omgivet af fremmede mennesker, mens vi lyttede til en falden kvindes fortællinger om, hvordan hun kom på benene igen efter sit livs røvtur.

Det var med andre ord virkelig godt, at den indespærrede fugl kom på vingerne igen.

Cannabis på knæene

I centrum for det hele stod Margo Prices stemme som et krystalklart prisme, hvor igennem alle trængslerne fik et gævt og uimponeret udtryk, der gav koncerten et lystfuldt, bankende hjerte ført an af knaldperlen Price.

Med stramme lyse jeans med påsyede cannabisplante-patches på både bukseknæ og i knæhaserne var stilen da ligesom også lagt fra start.

Margo Price var kommet for at holde en fest. Det lykkedes da også til sidst.

Og det til trods for at selve kronjuvelen i Margos stadig ret beskedne produktion, den fremragende ’Hands of Time’, led under, at keyboardspilleren flere gange hakkede forkert i tangenterne på imponerende ringe vis, og dermed gjorde sit for at spolere Margos bedste nummer.

Det er ellers sangen, som med sin ublu alvor og nøgterne drama indkapsler alt det Price kan, når hun ikke bare vil feste. Alligevel stod ’Hands of time’ stod ud som beviset på, at Margo Price er kommet for at blive.

fortsæt med at læse

Fra fuckfinger til fredstegn:

The Savage Rose lagde Orange Scene ned