0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

The Savage Rose luftede naive tanker om fællesskab og retfærdighed med musikalitet, der rakte ud over alle skel.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fra fuckfinger til fredstegn: The Savage Rose lagde Orange Scene ned

The Savage Rose vendte hjem i triumf - og det gjorde Roskilde Festival også

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er ikke mange danske bands, der kan samle publikum på tværs af generationerne på årets Roskilde Festival.

Men 43 år efter, at de spillede her første gang, gjorde The Savage Rose lige præcis dét.

Samlede alle. Fra den lille pige med fletningen i nakken til den gråhårede hippie med flettet skæg, om deres blafrende drømme i stærke farver og vrede i knyttede næver. Om ildspruttende soul og skibsgyngende blues. Om organisk flydende musik med visum til hele verden og en kæreste i hver en havn.

»Give me a place in your heart«, sang Annisette, mens Palle Hjorth var i ekstase bag tangenterne og resten af det formidable band lettede i slipstrømmen fra den største stemme i dansk rockshistorie.

Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Hun behøver ikke engang at spørge.

Annisettes hæse og voldsomme stemme kan stadig suge al håbløshed til sig og eksplodere som et forløsende drama mellem ørerne på os. På et niveau, som kun de største soulsangere bevæger sig på, fyldte den lille skikkelse i sin hvide kjole og bare tæer det enorme Orange rum ud. Og sprængte det.

Ikke langt fra gadevisdom

Og så står man pludselig der. Med kuldegysninger i hovedbunden mellem en skov af hænder, der svajede fra side til side, som var det 1974 igen. Pludselig stod man der, hvor de vilde roser åbenbart gror endnu.

Der er snakket meget om, at Roskilde Festival med årets program har forladt rockens ronkedorer, og skabt en festival for dem, der faktisk er unge i dag. Dem, der lytter til hiphop og elektronisk basdrop. Men det er ikke det samme som, at Roskilde Festival ikke er sig selv.

Det mindede The Savage Rose om, da bandet luftede flower power-tankerne om fællesskab og retfærdighed med en musikalitet, der rakte ud over alle skel og udløbsdatoer for at ramme os i det naive hjerte.

Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Og det er i grunden ikke særlig langt fra gadevisdommen fra Ice Cube eller den knejsende nakke over for undertrykkelsen hos Solange. Eller Tupac Shakur, som Per Vers citerede, da han præsenterede The Savage Rose.

Det var Tupacs linjer om rosen, der voksede op af betonen.

Den holdt fast i sine drømme og modbeviste alle naturens love. Ord, der sagtens kunne ringe i baghovedet på folk, mens Annisette talte om at bevare håbet om en bedre verden, selv om dem i jakkesættene bag deres blankpolerede borde bestemmer.

Der var tårer i øjnene på flere af de unge mellem publikum, og bagefter talte de unge med ophidset begejstring om den hvide due, Annisette slap løs over Roskilde Festival.

Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Der blev tegnet store historiske cirkler og knyttet bånd på tværs af generationer torsdag eftermiddag på Roskilde Festival.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden
    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden

    Henter…

    Joe Biden er favorit til at vinde det amerikanske valg til november, og foran ham venter en lang og beskidt valgkamp. Inden for den næste måned skal han vælge sin vicepræsidentkandidat. Og den beslutning er endnu vigtigere for Biden, end den har været for andre kandidater.

  • Claus Nørregaard/POLITIKEN

    Mafiaen og andre kriminelle tjener masser af penge på matchfixing. Men i Danmark bliver man sjældent straffet når man arrangerer resultatet af en fodboldkamp, også selvom politiet har undersøgt en stribe sager. Men hvorfor sker der ikke noget, når man snyder?