Vibrato er en effekt, der giver violinklangen fylde og farve. Sidsteøjebliksafløseren Chloë Hanslip forfulgte fredag aften den strategi langt ud over det sædvanlige i sin fortolkning af Jean Sibelius’ dramatiske violinkoncert. Med store vrid og voldsom tyngde på strengene kom hun simpelthen til at sløre melodiernes struktur, og det var i lange passager svært at mærke forbindelsen mellem det store væv af aktivitet hos Copenhagen Phil og Hanslips mange vilde melodilinjer.
Engelske Chloë Hanslip er blevet 30 år. Hun var i slutningen af 1990’erne et regulært vidunderbarn, som musikbranchen kynisk elskede at dyrke, og det er bizart nok gamle historier om hendes rekordlave alder som musiker hos Warner og den svære overgang til en voksen karriere, der fylder hendes liv på nettet.


























