Enhver frygt for at Roskilde Festival skulle slutte som den begyndte, nemlig i mudderkaos, blev manet i den lerede jord i løbet af søndagen. Både bilkørende gæster og brugere af offentlig transport kom hjem fra den vådeste festival nogensinde uden den store ventetid.
Festivalen havde ellers allieret sig med lokale landmænd, der sammen med Falck stod klar til at befri indmudrede biler. Men landbrugskøretøjerne blev ifølge vagthavende parkeringsansvarlige slet ikke taget i brug. Falck kunne sagtens klare det alene.




























