Dagsregn i tykke stråler. Drivvåde soveposer. Mudder så langt øjet rækker. De våde minder fra sidste års Roskilde Festival kan få selv den mest hårdhudede festivalgænger til at få nervøse tics.
Og festivalen i 2007 var faktisk også den hidtil vådeste i Roskildes historie. Tal fra DMI viser, at der faldt 46 milimeter regn i løbet af de fire dage, festivalen varede - og hele 44,6 milimeter af dråberne dalede ned over pladsen på festivalens første dag.
Næsten lige så slemt var det i 1997. Her blev de 43,5 milimeter regn dog fordelt lidt mere over alle fire festivaldage.
Tredje vådeste Roskilde Festival var 2002, hvor der faldt 33,3 milimeter regn over Dyreskuepladsen.
Ikke rekord i år
Men selvom det danske sommervejr har ry for at være ustadigt, er risikoen for, at sidste års regnrekord bliver slået i år, meget lille.
»Nej, der er bare tale om helt almindeligt dansk sommervejr«, sagde Erik Hansen fra DMI til iBYEN.dk i går.
Drager man mod Roskilde allerede i weekenden, er der dog god grund til at pakke gummistøvler og regnslag. Ifølge prognoserne, kommer både lørdag, søndag og mandag nemlig til at byde på spredte byger.
fortsæt med at læse


























