Sidste år druknede Roskilde i regn. I år er det varmegrader og solskin fra en skyfri himmel, der præger festivalen.
I teltet, hvor samaritterne holder til, kan de godt mærke, at solen er kommet på besøg i Roskilde. Langt de fleste af de festivalgæster, der søger hjælp, er blevet forbrændte efter at have opholdt sig for længe i solen uden solcreme.
Aftersun og en times tid i skyggen
»Indtil videre har vi ikke set nogle alvorlige tilfælde. Folk er bare blevet lidt solskoldede«, siger Lars Rasmussen fra Røde Kors' samaritter og tilføjer, at der ikke er meget, han og hans kolleger kan gøre, når skuldrene er blevet skoldede.
»Vi kan give dem lidt aftersun på, sætte dem over i skyggen og ellers bare opfordre dem til at huske solcreme en anden gang«.
Festivalgæsterne husker vandet
I takt med at solen for alvor er begyndt at skinne over Roskilde, har samaritterne også oplevet flere tilfælde af dehydrering. Men det er Lars Rasmussens indtryk, at de fleste festivalgæster faktisk får drukket anden væske end fadøl og papvin i løbet af dagen.
»Det er selvfølgelig værre end sidste år, fordi det er så varmt. Men i det store hele virker det faktisk som om, at folk er gode til at huske at drikke vand«
Flere forstuvede fødder
Det varme festivalvejr betyder også, at festivalgængerne bevæger sig mere. Det betyder flere forstuvninger og vrid i diverse led, end samaritterne oplevede sidste år.
»Folk går mere, når solen skinner, og det giver selvfølgelig flere forvredne fødder«, siger Lars Rasmussen.
Tag med iBYEN.dk på Roskilde
Læs alt om festivalen her
fortsæt med at læse




























