Ingen kom alvorligt til skade, og i bund og grund forløb det fredeligt.
Sådan lyder Roskilde Festivals vurdering af situationen, hvor flere tusinde mennesker i går løb stormløb mod hegnet ind til campingområdet flere timer før den officielle åbning.
For at holde folk ude af området før den officielle åbning klokken 18 i går, havde festivalen som noget nyt sat et massivt hegn op foran venteområdet. Hegnet var omkring halvanden meter højt og konstrueret på en måde, så det ikke kunne vælte.
En ubehagelig oplevelse
Og der var godt tryk på, da mange tusinde utålmodige festivalgæster kom stormende mod det nye hegn i går.
Flere festivalgæster beskriver overfor politiken.dk, at trykket fra de mange tusinde mennesker op mod det massive hegn var en meget ubehagelig oplevelse, og at situationen virkede faretruende.
LÆS OGSÅ Tusinder bryder blokaden i Roskilde
»Der blev mast utrolig meget. Lige foran os sad der en stiv fyr i en stol, som ikke orkede at rejse sig op. Men han blev revet med, da folket masede sig op mod hegnet. Det var pissefarligt«, siger Steffen Bock Jensen, 24 år, som var en af de første inde på pladsen.
Politiken.dks udsendte på stedet beskrev situationen ved hegnet som lettere kaotisk, hvor mange væltede og blev mast over det halvanden meter høje urokkelige hegn.
Se episoden filmet af politiken.dks udsendte:
Ingen alvorlige skader
Ifølge Roskilde Festival kom ingen alvorligt til skade, da campingområdet blev indtaget, ud over et forstuvet fod og andre småskrammer.
»Vi har valgt at sætte et tydeligt hegn op i år, der er anderledes. Hegnet kan ikke vælte og ende med at ligge ned og være potentielt set farligt, når man løber hen over det. I stedet har vi brugt det samme hegnsystem som foran Orange Scene, hvor vi har et massivt hegn med store porte i«, siger Henrik Bondo Nielsen fra festivalledelsen.
Portene blev slået op
Er det forsvarligt at sætte et massivt hegn op, når man ved, der er risiko for, at mange tusinde mennesker vil forsøge at storme det?
»Ikke med mindre man åbner portene, som vi gjorde. Portene fylder omkring en tredjedel af hegnet, og det er rigelig plads til at sluse folk igennem. Derudover kunne vi kommunikere med folk via højttaleranlægget, og det viste sig at fungere fint op til hegnet blev åbnet«, siger Henrik Bondo Nielsen.
LÆS OGSÅ Folk kæmper om pladsen på Roskilde
Han forklarer, at de ventende gæster ved indgang Vest havde brudt et hul i et af de lette hegn ind til campingpladsen. Da det rygtedes til folkene ved den noget større østindgang et par kilometer derfra, rejste folk sig, og det lykkes ikke sikkerhedsfolkene at få dem til at sætte sig ned igen.
Derefter åbnede de portene ved øst.
Det bliver et »fucking selvmordsløb«, når hegnet vælterUde ved hegnet virkede det til, at publikum ved indgang Øst talte ned fra 10 og stormede ind over hegnet.
»Det er rigtigt. Der var nogle stykker, der hoppede over. Og derefter åbnede vi portene. Men beskrivelserne af kaotiske og farlige scener kan vi slet ikke genkende. I bund og grund forløb det fredeligt. Det pres, der blev dannet ved åbningen, er ingenting i forhold til det pres, der er på hegnet ved de store koncerter«, siger Henrik Bondo Nielsen.
fortsæt med at læse




























