Roskilde-gæsterne stod nærmest på tæerne af hinanden, da årets festival torsdag blev skudt i gang med musik fra bl.a. Veto, Black Milk, Cody, PJ Harvey og Alcoholic Faith Mission.
Flere steder var der kø fra kanten af teltene og over hundrede meter ud på pladserne. Eksempelvis gnubbede festivalfolket sig også langt uden for teltdugene helt op ad hinanden til Oh Lands koncert på Cosmopol-scenen med start klokken 21.
Hele vejen ud til Vesterbro-baren Mesteren og Lærlingens Roskilde-filial, som ligger et godt stykke fra teltkanten, stod Oh Lands fans på tæer for at få bare et lille glimt af den unge danske sangerinde, der i den grad har fået tag i publikum.
Cosmopol-scenen har plads til 6.000 publikummer, men der var langt flere end det til koncerten med Oh Land. Den tidligere ballerina - der går under det borgerlige navn Nanna Øland - piskede i det hele taget en god stemning op blandt hendes mange fællessyngende fans.
Trængsel på Arena, Orange og Cosmopol
I den modsatte ende af festivalpladsen fra Oh Lands koncert spillede engelske PJ Harvey på Arena.
Også her var der torsdag aften trangt blandt publikum. Både inde i og uden for teltet, hvor mange dog fandt plads til at slænge sig på græsset og på de terrasseagtige trækonstruktioner ud mod indgang East.
Det samme var tilfældet på pladsen foran Orange Scene, hvor metal-bedstefædrene i Iron Maiden fyrede den af. Helt ud på festivalens nye kæmpetrapper skulle man skubbe sig vej frem for at kunne se forsanger Bruce Dickinson og resten af bandet, som spillede på scenen med et smadret rumskib som blikfang.
Helt trangt blev det så frem mod midnat, hvor de britiske dub-step-stjerner i Chase & Status holdt hof for den yngre del af festivalpublikummet.
Som ibyen.dk tidligere i dag kunne berette, blev koncerten på Cosmopol-scenen afbrudt i ti minutter af sikkerhedsmæssige årsager.
Roskilde-koncert afbrudt efter kaos blandt publikumTilmeld dig IBYENs Roskilde-nyhedsbrev og få Roskildenyheder i din mailboks
fortsæt med at læse






























