Hiphoppens bedste liveband elsker frikadeller

Madelsker. Karakteristiske Kirk Douglas ses her under koncert i New York tilbage i 2007. Foto: AP
Madelsker. Karakteristiske Kirk Douglas ses her under koncert i New York tilbage i 2007. Foto: AP
Lyt til artiklen

Da jeg ankommer til vores aftale, sidder 'Captain' Kirk Douglas allerede ved et af bordene på restauranten The Hummus Place på Manhattans Upper West Side. Kort forinden har tjeneren, en ung kvinde, været henne at spørge, om han ikke er ham sangeren fra bandet The Roots. Det er han ikke. Da jeg er ankommet, vender hun tilbage til bordet. Hun beklager, at hun tog fejl. 'Captain' Kirk Douglas fortæller hende nu, at han er bandets guitarist. Tjeneren ånder lettet op. Så var det ikke helt galt. Et 'frokost med'-interview viser sig af flere grunde at være den helt rigtige genre i en tid, hvor 'Captain' Kirk Douglas og The Roots har meget travlt. Han mener, at mad og musik har meget tilfælles. »Der er så meget god musik, der aldrig når ens øre – det er som at opdage ny mad. Musik er mad for ørerne. Mad er musik for munden«. Han elsker mad: »Det er derfor, dette interview finder sted - fordi det tager udgangspunkt i mad«, siger den travle musiker, der jo trods alt skal spise imellem de mange musikalske opgaver denne sommer. Roskilde kender man The Roots spiller på lørdag på Orange Scene på Roskilde Festivalen. Dagen før har de spillet i London, og i de foregående weekender i Barcelona, Paris og Milwaukee. I hverdagene - fra mandag til fredag - er de husorkester på det amerikanske talkshow Late Night With Jimmy Fallon. Her har The Roots spillet med en lang række store navne, blandt andre Bruce Springsteen, Paul Simon, Justin Timberlake og Elvis Costello og tidligere på året sågar præsident Obama - sidstnævnte slowjammede et politisk budskab om studielån. New York Times kaldte sidste år showet »the most enjoyable late-night show«. »Det er som at have et rigtigt arbejde. Jeg afleverer børnene om morgenen, og jeg når som oftest at se dem, inden de skal i seng«.

Weekenderne er noget mere pressede. »Når vi har optaget programmet fredag, tager vi direkte i lufthavnen, flyver til Europa, spiller koncert lørdag aften og kommer hjem søndag. Vi er tilbage på arbejde mandag«, siger han. Han fortæller, at Roskilde Festival er en kendt festival blandt musikere. »Når man hører navnet Roskilde, ved man, præcis hvad det er. Mange musikere elsker Danmark«, fortæller han. Midtfyn er nummer et »Den første festival, jeg nogensinde var til, var Midtfyns Festival«, siger han med perfekt udtale af navnet på den festival, der ikke længere eksisterer. Han var på Midtfyns Festival med sin danske kone, Charlotte. »Kan du huske den?«, spørger han. Jeg fortæller ham, at det kan jeg. Jeg er fra Fyn. »Vi boede i et telt, og jeg fik en ægte festivaloplevelse. Jeg så TV-2. De var gode. Og jeg så Kashmir - dem kunne jeg virkelig godt lide. Jeg kunne godt lide guitarlyden og deres sangskrivning. Forsangeren var god. Det var en helt ny oplevelse for mig at høre et dansk band«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her