Lyt til artiklen
»Gider du ikke klø mig på ryggen«, sagde hun, mens vi sad der på liggeunderlaget foran mit telt. Ung og dum som jeg var, troede jeg, hun mente det bogstaveligt, og opfattede først i omfavnelsen den kælne invitation.
Seks timer senere vågnede jeg op alene og halvnøgen med rygstykkerne vendt mod en bagende sol. Den måbende Matas-dame, som jeg senere søgte førstehjælp hos for en regulær andengradsforbrænding, kunne trække store solskoldede hudstykker af mine skuldre. Som aflagt ham af en slange. Arrene forsvandt, men mindet om pigen, der var for utålmodig til at vente på, at jeg vågnede op, består. Og sådan er det: De Roskilde-minder, der har sat sig fast, indeholder ofte elementer, som man egentlig helst ville glemme.
