Sol og 20 grader venter gæsterne på Roskilde Festival

Festival. Det bliver ikke hedebølge, men på den anden side heller ikke styrtregn på dette års Roskilde, melder meteorologerne.
Festival. Det bliver ikke hedebølge, men på den anden side heller ikke styrtregn på dette års Roskilde, melder meteorologerne.
Lyt til artiklen

Lørdag 29. juni klokken 18 bliver sluserne ind til campingområdet igen åbnet på Roskilde Festival.

Og skal man tro meteorologerne, venter der de mange tusinde festivalgæster pænt sommervejr fra lørdag og ni dage frem.

»Det bliver dårligt vejr de næste par dage, men lørdag trækker regnvejret sig væk, og det bliver solskin. Især i den østlige del af landet, altså også i Roskilde, ser vejret ganske fint ud med temperaturer omkring 18-19 grader«, siger Jeanne Mangerel, vagthavende meteorolog hos DMI.

Fra natten til søndag og frem ser vejrudsigten for festivalområdet endnu mere lovende ud, lyder prognosen fra DMI.

»Søndag ser det ud til, at vejret lysner og bliver endnu mildere. Det bliver sol og omkring 20 grader. Umiddelbart ser det heller ikke helt tosset ud i dagene efter. Starten på ugen og frem til onsdag ser ganske pæn ud med lidt byger, men ikke vedvarende regn«, siger Jeanne Mangerel videre.

Roskilde Festival bygger nyt vartegn - af 4.000 hulahopringe

Lunt vejr på vej
Tjekker man hjemmesiden for TV 2's vejrtjeneste, kommer det samme billede frem.

TV 2's meteorologer melder om, at det klarer op søndag, og at vejret også vil være pænt fra onsdag og ugen ud, frem til festivalens afslutning 7. juli. Temperaturerne i perioden bliver omkring 19-20 grader og byder på delvis sol og eventuelt spredte regnbyger.

Vejret.dk skriver ligeledes, at det lavtryk, der vil præge denne uge frem til lørdag, vil opløses i weekenden, hvorefter man kan forvente »lidt mere stabilt og efterhånden også lunere vejr«.

Dermed tyder meget på, at festivalfolket kan se frem til at nyde de mange koncerter på de store scener på selve Dyrskuepladsen i fint, dansk - og rimeligt normalt - sommervejr.

Med andre ord er der ikke noget i meteorologernes spåkugler, der tyder på hverken hedebølge eller skybrud på dette års Roskilde Festival. Og dermed heller ikke et gensyn i år med smatten foran Orange Scene.

Stjernenavnene er i topform kort før Roskilde-start

Anders Hjort

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her