»Roskilde rocks. Den bedste festival i verden!« Kunstnere er ligesom tryllekunstnere. De fleste af dem kan kun et trick eller to. Så handler det bare om at være bedst til at variere og forny det. Sagde en gammel redaktør engang belærende til mig. Når man vandrer rundt på Roskilde Festival i dagevis, bryder gennem en lydmur eller tre og konstant brager ind i nye musikalske forklædninger, giver ordene mening.
Inspirationens øjeblik af lykke
For ligesom de fleste af de optrædende her på et tidspunkt har fanget deres gyldne variant af menneskehedens store fællessang og bruger resten af deres karriere på at vende og dreje inspirationens øjeblik af lykke, har selve festivalen i virkeligheden også kun ganske få tricks at glæde os med.
Nemlig dem, der opstår i de kaotiske møder mellem det stille og det stormende eller det alvorlige og det legende. Eksemplificeret af den plakat med et fotografi af ansigtet af en baby, der hænger rundt om på festivalpladsen som en efterlysning af en ung mand, som sidste år havde sex med en ung kvinde fra København, der ifølge teksten ikke fik fat i hans efternavn. Og nu derfor efterlyser Mattias fra Örebro – angiveligt far til den baby, vi ser på plakaten. En rå sandhed eller en kunstnerisk joke? Svaret må man selv gå og tumle med, mens man driver videre i Roskildes oase af tidsbestemt vanvid.
