Roskilde Festival er en lille musikalsk oase uden pligter, lektier, arbejde, fornuft og hverdag.
Foto: DALUM ASTRID

Roskilde Festival er en lille musikalsk oase uden pligter, lektier, arbejde, fornuft og hverdag.

Roskilde Festival

Erik Jensen: Roskilde Festival er blevet holdningsløs

Engang var festivalerne progressive. I dag er de en del af eventkulturen.

Roskilde Festival

Allerede i 1974 erkendte Mick Jagger, at ånden fra 1968 var gået op i røg fra en efterhånden godt fedtet chillum, da han i spidsen for Rolling Stones leverede programerklæringen: »I know it’s only rock’n’roll, but I like it«.

Selv om arrangørerne af Danmarks ældste festival og største kulturbegivenhed, Roskilde Festival, næppe har lyst til at synge med en bedaget stadionrocker fra et af genrens legendariske og dermed ældre repræsentanter, kunne Jaggers ord sagtens stå som hensigtserklæring for den musikfest, som i dag ruller for fyrretyvende gang. Og for den sags skyld alle de mange andre udsolgte rockfester rundt om i sommerlandet.

Hvor arrangementer som det i Roskilde engang blev betragtet som holdningsprægede, alternative og progressive – læs: politisk venstresnoede – begivenheder, er de i dag i større eller mindre grad blot en del af eventkulturen. Engang markedsførte Roskilde Festival sig under et slogan som ’Et lille lys i mørket’, hvor mørket skulle forstås i retningen af farven sort, rent politisk.

Ligegyldigt brand I år er mottoet blevet engelsk og har skiftet karakter til det helt uskyldige ’Join The Feeling’. Næste år omformuleres det til ’Share The Feeling’. Det er jo – i hvert fald umiddelbart – lige så uskyldigt, universelt, ligegyldigt og let at huske som et hvilket som helst andet brand i vores tid. Roskilde med sine udstrakte campingarealer kunne eksempelvis lige så vel være ’Praktisch, quadratisch, gut’ eller ’I’m loving it’ for nu at rage tysk chokolade eller amerikanske burgere ind i sagaen.



Skal vi være venlige over for sloganet, signalerer det som Jaggers tekst fra 1974, at det handler om musikken og den følelse (ikke holdning), den måtte kaste af sig. En følelse, det vil være helt o.k. at dele, modsat til daglig hvor vi alle dyrker vores musik alene og hver for sig på iPod eller på pc ved eventuelt at se på en video fra YouTube, venner har sendt til os som link.

Rigtige venner
Ligesom det handler om at dele sine oplevelser, sine venner, sin festival kort sagt, med nye bekendtskaber ude i sine camps. Der de senere år har mindet mest om fæstninger for rigtige venner på felttrip sammen og ikke ligefrem invitationer til den åbenhed og tolerance, Roskilde ellers altid har prædiket. Hvilket formentlig er grunden til, at festivalen strammer den pædagogiske skrue næste år og i sit motto opfordrer til at dele ud af the feeling.

I Roskilde er følelsen orange som Rolling Stones’ – der var de igen – gamle scene, som man købte i de sene 70’ere og dermed fik både et vartegn og nyt liv. Hvad der naturligvis stadig er på både Roskilde og de andre festivaler i ind- og udland, som også kan melde om forrygende billetsalg og samling om musikken.

Antihverdag
I en lille musikalsk oase uden pligter, lektier, arbejde, fornuft og hverdag. I Skanderborg kalder de ligefrem deres festival antihverdag. Ikke antisamfund, antiregering, antiestablishment eller antikrig. Det ligger ligesom ikke i tiden.

Hvor vi til gengæld gerne vil have fest og god musik, så betyder det mindre, hvilken stram kategori eller genre der spilles i. Eller hvilken musikalsk grænse der gennembrydes, så længe vi bare hopper over murene sammen. Den nærmest stalinistiske vogten over musikalske territorier er for mange sat ud af drift i disse år.

Man kan lige så vel bruge den slidte floskel – det er fanme rock’n’roll – om hiphop, toner fra Mali eller thrash metal. På den måde fik Mick Jagger ret i sin afskrivning af 60’ernes krav om holdning frem for alt.

Sludder og vrøvl

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og lysten til at leve livet for fuldt blus i nogle dage, hvor der trods alt i Roskilde ligger noget i retning af en bevidsthed om sådan noget som miljø og at opsøge ny musik fra i hvert fald arrangørerne, er vel også en slags holdning. Som muligvis kan omsættes til Join The (Orange) Feeling.

Selv om jeg gudskelov aldrig har hørt nogen sige noget sådant sludder på Roskilde. Lige dér ligger muligvis rygraden og grundholdningen hos det publikum, som mere og mere er hovednavnet på festivalerne – vi finder os ikke i og godtager ikke hvad som helst.

God festival.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce