Det kan godt være, at danske Lower høster rosende anmeldelser og solid omtale på det trendsættende medie Pitchfork, men i eftermiddag på Pavilion Junior var Roskilde-publikummet lige vågnet og stimlede kun langsomt sammen i teltet.
Lower spiller grå og dyster punk, som ifølge Lowers trommeslager, Anthon Rothstein, nærmere kan kaldes »angst« end »aggressiv«. Bandet er en del af den københavnske undergrundsscene, der også tæller bands som især Iceage, men også navne som Vår, Sexdrome og Girlseeker. En lille flok, hvor bandmedlemmer går igen på tværs af navnene. Det samme gør deres fans - det er Peter Kursawe Larsen et eksempel på.




























