Power. 28-årige Florence Welch gav sig fuldt ud, men sangene var bare ikke stærke nok til at matche de store armbevægelser.
Foto: Thomas Borberg

Power. 28-årige Florence Welch gav sig fuldt ud, men sangene var bare ikke stærke nok til at matche de store armbevægelser.

Roskilde Festival

Florences sange matchede ikke hendes store armbevægelser

Briten Florence Welch kæmpede en brav kamp på Orange Scene i aftes.

Roskilde Festival

Det var meant to be. Selvfølgelig skulle Florence + The Machine spille på den dag, hvor naturens egen vindmaskine blafrede sig til en fremtrædende rolle på årets Roskilde Festival.

Hun lod ellers ikke udpræget til at have decideret brug for ekstra forstærkning, den 28-årige Florence Welch, da hendes store kraftorgan af en stemme og de mange ivrige kast med det lange, røde hår var en effekt i sig selv.

Men Florence går aldrig af vejen for at skrue ekstra op for dramaknappen. Og det var det, der holdt gryden i kog, da hun indtog Orange Scene tidligt torsdag aften med en koncert, som i ærgerlige passager fremstod en kende ensporet rent musikalsk.

Arbejdshest med bare fødder

Florence tog dog på sin vis Roskilde med storm i form af utrolige mængder befriende uforfængelig, akavet dans og en generel ganske kølig attitude overfor den ret heftige renseriregning, der må formodes at vente hendes scenetøj, som i hvert fald ved koncertens begyndelse var kridthvidt.

Hendes stemme er et mestendels forrygende spar es, og hendes arbejdshestagtige tilgang til Roskildes store scene var helt igennem sympatisk.

Men hvor ville jeg dog ønske, hun skrev nogle mere sindsoprivende sange.

Det stod klart, når hun for alvor skruede bissen på med sange som de nye pletskud 'Delilah' og 'Queen of Peace' fra det seneste tredje album, 'How Big, How Blue, How Beautiful', men også perler af ældre dato som 'Dog Days Are Over', 'The Drumming Song' og hendes fremragende cover af The Sources 'You've Got The Love'.

Her fik Florences stormvejr af en vokal nemlig endelig et tilpas modspil fra en regulær flodbølge af buldrende trommer, der fik de store armbevægelser til at give rørende god mening.

Spagfærdig pop-rock

Mindre vellykket var det, når den træge pop-rock, der i glimt stikker sit spagfærdige ansigt frem på 'How Big, How Blue, How Beautiful', tittede frem på mere forglemmelige numre som 'Ship to Wreck' og 'What The Water Gave Me'.

Ligeledes ærgerlig var den lemfældige omgang med et af debutens fineste momenter, 'Rabbit Heart (Raise it Up)', hvis hvirvlende lethed blæste fuldstændig væk, mens Florence selv gik en fesen oktav ned på nogle af de højeste toner. En sjældent set resignation fra en ellers stor sanger.

Ellers havde Florence Orange Scene i sin hule hånd, og hendes nærvær på scenen var indiskutabelt.

Selv når hun pilede aldeles barfodet rundt nede blandt publikum og gav Roskildes sikkerhedsansvarlige grå hår i hovedet, da hun opfordrede det talstærkt fremmødte publikum til at kravle op på hinandens skuldre i et forsøg på at »get high with us«, virkede det totalt oprigtigt.

Men en noget livløs coverversion af Foo Fighters' 'Times Like These', der præsterede at hive samfulde nervetråde ud af en i forvejen temmelig harmløs sang, satte en tyk streg under det faktum, at Florences eget bagkatalog mangler en dynamitstang eller tre, før det for alvor at kan matche hendes utvivlsomme talent som performer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden