Der var kontante udmeldinger i luften, da musikken tog fart på Roskilde Festivals anden dag. Den amerikanske sanger og sangskriver Elle King sang med et stemmebånd hærdet af livet om at blive forment adgang til barer, hun ikke havde nogen erindring om nogensinde at have besøgt.
Nysende, banjospillende og med samme blufærdighed som en sømand på landlov beskrev hun sig selv som »a chain-smoking and hard-drinking woman« og havde i sine sange klare holdninger til, hvad mænd er for nogle krabater. Ikke til at stå for og ikke til at stole på!




























