Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

fest. Publikum gav den gas til Kvelertak. Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Intet kan knække ryggen på Roskilde Festivals publikum

Kommentar. Publikum på året Roskilde Festival var væk i ekstasen, i politisk skole og i regnpiskende modvind. De gav sig ikke en tomme, men gav alt, hvad de havde i sig.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der var 130.000 af dem.

Et antal af mennesker, jeg altid bliver overvældet af. Det tager lige en dag eller to at falde ind i den særlige rytme, der ligger i at gå rundt imellem og ikke al for meget ind i hinanden på den knoldede jord.

Nogle af dem var der for første gang. Med store øjne og ild i røven. Det hele skulle prøves af, festivallivets interne koder læres udenad, og hver en græstørv betrædes. Det var FOMO med et overlydsbrag.

Andre kan bare ikke lade være med vende tilbage. Storebrorgenerationen, dem, der kender koderne, har vrikket om alle steder her og givet festivalkulturen videre til lillesøster. Som en fakkel, den næste generation kan løbe hujende rundt om sig selv med.

En benzindunk i maven

Gennem tre årtier har jeg besøgt Roskilde Festival. Hvert år slår det mig, hvor organisk en kultur den har, hvor parate de unge møder op, og hvor utroligt festivalens publikum er.

Alle går rundt med en benzindunk i maven og bare venter på, at nogen stryger en tændstik

Jo, de er naturligvis søde mod hinanden, gode til at have fis i kasketten og rulle grinende rundt mellem iglo-teltene. Men det er deres brændende engagement, der virkelig imponerer mig.

Det er alt på et bræt for dem. Hvad end de stimlede sammen til en fladpandet hiphopfest med Wiz Khalifa eller stod tæt og tyst koncentreret foran den kunstinstallation om krigens væsen, som PJ Harvey skabte med sin koncert.

Roskilde Festivals publikum kan komme vadende forbi en koncert med et eller andet band, de ikke kender. Og uanset om det er islandsk elektropop eller galakserejsende krautrock fra Chile, skal det bare lyde lidt af fest, før de drejer ind i teltet og kaster sig ind i koncerten. Med hele kroppen.

Det er, som om alle går rundt med en benzindunk i maven og bare venter på, at nogen stryger en tændstik. Og hvis regnen pisker dem tilbage mod teltene, svarer de igen med at smide overtøjet og løbe fremad.

Intet kan knække ryggen på Roskilde Festivals publikum.

Som den amerikanske rapper Vince Staples opsummerede under en af de bedste koncerter på festivalens første dag: Slip galskaben løs. Det har vi alle sammen brug for. Det er rensende i en verden, der virker pilrådden.

Galskaben mødte jeg på mine gåture gennem teltområderne. Mellem bragende højtalere, knækkede campingstole, jonglerende fodbolddrenge og piger i gang med en ølbong. Der møder man festivalens sjæl. Dér og foran scenerne.

Og hele det brogede persongalleri var der igen i år.

Fællesskab og storhed

Find-Holger-fyrene til Red Hot Chili Peppers, de dansende piger med sur smugler-hvidvin i taskerne til Blood Orange, de unge hiphop-drenge, der lærte mosh-pitkulturen at kende med en blodtud under Vince Staples-koncerten samt dem i dyrekostumer, der både kan rave natten væk på Apollo og stå forrest i elgdragten, når der fjolles med på rim fra Tenacious D.

LÆS ANMELDELSE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som de stod der i titusindvis foran Neil Young med alle de vajende flag, lignede de en hær på vej mod slagmarken. På en gang fællesskab og storhed.

Anders Rye Skjoldjensen
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Festivalen selv spillede igen rollen som den rummelige og omsorgsfulde mor. The kids fik lov at teste grænserne og overskride dem. Men de fik også lektier for. Hvilket skiller Roskilde Festival fra andre store danske festivaler.

I opvarmningsdagene var der Snowden-forelæsning, Damon Albarn åbnede Orange med et orkester af syriske flygtninge, Macklemore talte om plads til alle efter skyderierne i Orlando, og gang på gang kom der bemærkninger fra scenen om, at vores fælles verdensbygning er ved at kollapse.

Som rådyr frosset i bilens lyskegler fanger Roskilde Festival sit publikum midt i rusen – for at prikke forstyrrende til deres bevidsthed om den verden, der venter, når det bliver mandag igen. Det er der grund til i et verden, der slår sprækker. Bare det ikke bliver godhedens kvælertag. Roskilde Festivalens politiske aktivisme skal være forstyrrende, ikke belærende.

Men det er hverken Snowden, musikprogrammet eller antallet af shots, der gør Roskilde til Danmarks og en af verdens bedste festivaler. Det er publikum.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden