Det var i sommeren 1969, at Serge Gainsbourg og Jane Birkin voldhittede med det sexede stønnehit 'Je t'Aime (moi non plus)'. To år efter blev Charlotte Gainsbourg født. Så med lidt god vilje og nogen forsinkelse kan man godt kalde Charlotte Gainsbourg for afkom af det måske mest berømte anglo-franske popsamleje nogensinde.
Da datteren var 13 år gammel, syntes hendes far, at det var på tide, at de indspillede duetten 'Lemon Incest'. Det vakte en anelse furore. Det kunne vel alt sammen være gået gruelig galt. Men på den anden side må man også sige, at der var gode forudsætninger for at frembringe et menneske med en personlighed.


























