I løbet af et døgn har tre kvinder fortalt politiet, at de er blevet voldtaget eller muligvis har været udsat for et seksuelt overgreb på Roskilde Festival.
Det fremgår af den seneste døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Den seneste episode registrerede myndighederne, da en 18-årig kvinde fra Roskilde klokken halv fire i nat henvendte sig til nogle betjente, der patruljerede på festivalpladsen.
Kvinden fortalte, at hun for ikke lang tid siden var blevet voldtaget af en mand, der havde tilbudt hende at sove i hans telt.
De to havde ifølge kvinden flirtet i løbet af aftenen. Og hun havde sagt ja til at overnatte i fyrens telt. Men da han i løbet af natten var begyndt at gøre tilnærmelser og lægge op til sex, sagde hun klart og tydeligt nej, forklarede hun betjentene. En afvisning, manden ikke havde respekteret, hvilket ifølge kvinden endte i et »fuldbyrdet samleje mod hendes vilje«, som der står i politiets døgnrapport.
Politiet arbejder nu på at identificere manden i teltet. Og kvinden skal undersøges på Rigshospitalet og afhøres grundigt, så de nærmere omstændigheder kan klarlægges.
Mistænker stoffer i vinen
Omstændighederne omkring en anden mulig voldtægtsepisode, som formodentlig fandt sted i løbet af natten mellem mandag og tirsdag, er sværere at udrede.
Det skyldes, at den 23-årige kvinde, som har anmeldt den, ikke kan huske, hvad der konkret er sket.
Alt, hvad hun husker, er, at hun tirsdag morgen vågnede uden tøj på.
Hvad der i løbet af natten er foregået, har hun ingen erindring om. Hun mistænker, at der måske er nogen, der har hældt stoffer i hendes vinglas aftenen forinden. Eventuelt da hun stillede det fra sig på et tidspunkt, hvor hun skulle tisse, på vej fra et sted til et andet.
At hun syntes, at vinen nu pludselig smagte besynderligt, da hun drak af den igen, bestyrker kun hendes mistanke.
For det kan hun huske.
Men herefter fik hun blackout.
Og det samme var faktisk tilfældet med den kvinde, der også i løbet af i går tog fat i myndighederne og fortalte om et muligt seksuelt overgreb.
Kvinden, som også er 23 år gammel, vågnede natten mellem mandag og tirsdag i sit telt med smerter i underlivet. I løbet af tirsdagen var hun begyndt at spekulere på, om det kunne skyldes et overgreb, for hun kunne intet huske fra tidsrummet mellem tirsdag klokken 23 og klokken 1.30 om natten.
Politiet opfordrede kvinden til at blive undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet.
Det ønskede hun dog ikke.
Hun ønskede heller ikke at anmelde sagen. Men politiet har registreret episoden som en såkaldt sædelighedsforbrydelse.
Det bliver den fjerde i bunken fra årets festival.
Mandag fik politiet nemlig en henvendelse fra Center for Voldtægtsofre, som oplyste, at en 20-årig kvinde fra Aarhus har henvendt sig og fortalt, at hun mistænker, at hun er blevet udsat for et overgreb.
Kvinden var omkring midnat blevet dårlig, og en mand i område G havde tilbudt hende hjælp og vist hende ned til sit telt.
I teltet blev han hurtigt nærgående, og alt, kvinden derefter kan huske, er, at hun afviste ham, men snart så ikke var vågen længere.
Næste morgen vågnede hun med trusserne trukket ned, og et par nye og fremmede mænd var nu også i teltet.
Også de mænd arbejder Midt- og Vestsjællands Politi nu på at identificere.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter