»Jeg ville prøve derovre, hvis jeg var dig. Det første, de gjorde forleden morgen, var at tage tre ølbongs og tre latterballoner hver, og så var de ellers klar«, siger Annika og peger mod en camp på den anden side af stien. Hun sidder i ly for regnen i sin camp med vennerne og drikker dagens første øl.
»Sidste år boede vi ved siden af nogen, der virkelig gik til den med patronerne. På et tidspunkt væltede jeg over en bunke af dem, da jeg gik ud af mit telt. Der lå i hvert fald 500 patroner i deres camp mod slutningen af ugen«, lyder det fra vennen Niels. Ingen i deres camp har taget lattergas, og de mener, at det mest er folk under 22, der gør det.

























