Nedtællingen på campingpladsen er ovre. Hvordan er det gået de første fire dage på den genopstandne festival og 50 års-fødselar, der skal finde nye ben efter to års aflysninger? En festival, der skal genforhandle festkulturen efter #MeToo, og en festival, der lider under mangel på frivillige?
Roskilde Festivals talsperson Christina Bilde gør status. Når hun ser tilbage på de første festivaldage, er hun især tilfreds med, hvordan åbningen af campingområdet forløb: roligt og ordentligt. Det har før været »tumultarisk«, og derfor har festivalen i nedlukningsperioden arbejdet på fornyelse.


























