Der lå endnu faldne på valen efter Rihannas poptease-koncert, da Volbeat fredag aften kl. halv to havde den utaknemlige rolle at spille Smatten op til efterfest.
LÆS ANMELDELSE Rihanna ondulerede Orange på sin egen måde
Men denne verdens tungrockere er om noget pligttopfyldende arbejdsmænd, der klør på uden nykker og svinkeærinder. Rockmusikkens skraldevogn rykker ud uanset hvor mange mørbankede popvrag, der ligger og snorker på vejen.
Ikke lige sjovt
»Er I parat til noget live musik?« spurgte gruppens forsanger Michael Poulsen i kølvandet på en syrlig bemærkning om al den backtrack, som holdt Rihannas musikshow kørende.
Det danske verdensnavn havde stået perfekt på Orange Scene i kølvandet på ’Guitar Gangsters & Cadillac Blood’ fra 2009 eller ’Beyond Hell/Above Heaven’.
Men nu er det som om bandets originale på en gang ultramaskuline og følelsesladede røverhistorier mixet af heavy metal og country med ’Outlaw Gentlemen & Shady Ladies’ er kørt lovlig langt ud i det western-teatralske og har været en tur for mange rundt i manegen.
Hvor Volbeat før havde en idé, har de nu en opskrift, og da Volbeat prøvede at piske en støvet Sergio Leone-stemning op, slog Western-tonen ikke an.
LÆS ANMELDELSE
Dansk metalsucces kører på automatpilot på nyt albumI stedet for Thomas Bredahl har Volbeat nu den tidligere Anthrax-guitarist Rob Caggiano om bord.
En professionel og rutineret herre med en toptunet teknik, som har gjort Volbeat til en endnu mere velsmurt metalrockmaskine. Men der er røget noget bandkemi i svinget, ja måske ligefrem noget uskyld?
Hvor Volbeat for ikke så længe siden lød som om, de havde fået den mest fede og sjove idé i hele verden ved at smide Johnny Cash op på ladet af en tungmetallisk truck, lyder de nu som rutinerede og ambitiøse showmænd.
Fair nok. Men ikke lige så sjovt for publikum, og, mistænker man, måske heller ikke for Volbeat selv?
Uønskede parodier
Michael Poulsen brugte samtlige tricks i posen for at få publikum på dupperne. Ikke alle faldt i lige god jord.
At lave ultrakorte parodier på Rammstein, Judas Priest og Slayer var tænkt som en hyldest, men virkede vist mest som en skuffelse for de mange, som klart foretrak, når Volbeat var mest metalstærke og var påfaldende passive jo mere sentimetal sangene om bedrøvelige helvedescowboys og letlevende saloonkvindfolk fremstod.
Roskildes musikchef: »Folk vil høre klassisk testosteron-rock«Nye sange som ’Pearl Hart’ og ’The Nameless One’ fængede ikke for alvor.
Michael Poulsen har en volumniøs stemme, men han har ikke en distinkt vokal, der kan puste djævelsk liv i fortællingerne fra det skæbnesvangre sydstatsvejkryds, hvor metal og americana mødes og hvor teatertordenen truer i kulissen.
Profer på overarbejde
Men modgang er til for at overvinde og med ’Maybelline i Hofteholder’ som murbrækker steg humørbarometert kendeligt.
LÆS ANMELDELSE Første Roskilde-koncert til 5 hjerter: Metalband centrifugerede anmelder til plukfisk
En King Diamond sminket som almindelig dødelig og Johan fra Magtens Korridorer kom på scenen og efterhånden som metalskruen fik ekstra tænder, sled Volbeat sig en ret flot arbejdssejr.
Men hvor Volbeat for kort tid siden lød som et dansk band ude på de helt store eventyr, lyder Volbeat nu som en topprofessionel enhed på fast overarbejde.
fortsæt med at læse


























