Klokken er 15.14. Godmorgen, det er politiet. »Og I er ikke rigtig kloge. Hvad vil du spørge om, din satans advokat?«. Du arbejder på noget, der hedder Mammutteatret, hvor I ikke er mere end en håndfuld mennesker og normalt ikke engang har en teatersal. Siger det ikke meget om dig, at sådan et lille teater absolut skal hedde noget, der er så stort som en kæmpestor behåret elefant? »Du vil afdække noget storhedsvanvid, kan jeg høre«. Jeg siger bare, at du er en meget, meget lille mand, som tænker meget store tanker. »Det er rigtigt. Men vi er jo nogle stykker, som er meget, meget store fisk i det lille akvarium, de kalder Danmark. Men det er også, fordi der er nogen, der går og lukker vandet ud af det hele tiden«. Så vidt jeg ved, er mammutten også uddød for mange millioner år siden? »Men den er jo ikke forsvundet, det er jo det fantastiske. Det er et af de ældste dyr, som man har dna på. Så man kan snart lave en Jurassic Park«. Hvis der da er nogen, der er interesserede i at genskabe det monster. Den uddøde vel, fordi den ikke kunne tilpasse sig. »Var det derfor? Liget ligger oppe i permafrosten yderst velbevaret«. Du er jo venstreorienteret på en måde, så man skulle tro, du havde ligget i permafrost siden 1971. »Ja, men jeg er ikke behåret over hele kroppen, Henrik!«. Det ved jeg ikke noget om. »Nej, men det fortæller jeg dig nu«. Hvorfor er du bange for bøsser, Claus? På din blog på www.nyaveny.dk skriver du, at du mødte en mand i Rom, der sagde, at han kendte nogen, der havde været sammen med Pasolini – og at du så fik en homofobisk reaktion? »Jeg skrev, at jeg fik en kort homofobisk reaktion. Jeg prøver på at være ærlig omkring mine følelser. Jeg indrømmer, at der gik ligesom en isning igennem mig«. Men hvad er det, du tror, de homoseksuelle vil gøre ved dig? »Der er katakomber i Rom«. Men du blev bange for at møde en mand, der for 30 år siden havde været sammen med Pasolini? »Ja, hvordan synes du selv, det lyder?«. Hvis jeg var dig, ville jeg synes, det lød som en god måde at komme videre med mit arbejde på. »Det gjorde jeg også. Det står der også på min blog: at fornuften vandt over min småborgerlige forkrampethed. Jeg viser, at jeg er et menneske: de mærkelige ting, der er i mit sind overvinder jeg med fornuften. Men det er ikke altid nemt at lægge det frem, som rører sig i menneskesindet«. Det er heller ikke nemt at lave Blekingegadebanden om til Olsen-banden, sådan som du gjorde i dit seneste stykke? »Det er ingen sag. Jeg skrev bare, hvad de havde sagt. Sådan er det mange gange ... Er du der? Jeg går ud fra, at du sidder og skriver«. Jeg skriver ikke nu. Jeg har det på bånd. Jeg sidder og venter på, at du kommer til at tale over dig, dit venstreorienterede svin. »Jamen, Blekingegade var jo allerede dengang en omvandrende vittighed. Det syntes Carlos, Sjakalen, jo også. Og jeg er meget glad, hver gang Sjakalen og jeg er på linje«. Der kan du se, at jeg fik noget ud af at holde den pause. »Ja, her sidder man og tror, man skal hjælpe dig og stiller spørgsmål til sig selv«. Hver gang regeringen taler om de venstreorienterede kunstnere, så er det sådan nogle som dig, som de kan huske fra gamle dage. Fordi du har hævet kulturlegater, lige siden du trådte ind ad døren til Jomfru Ane Teatret i 1971. »Dengang havde vi ingen penge. Vi blev indlagt på akutafdelingen med sultsymptomer. Så du skal sgu ikke sidde og gøre det til en fed forretning at være kunstner og især ikke trække den tid frem«. Det er da dig selv, der bliver ved med at hive den tid frem: Blekingegadebanden, Carlos, Pasolini. »Det er, fordi jeg er en af de få, der kan huske, hvad der skete dengang. Det er faktisk et helvede at være et af de eneste vidner fra dengang. De andre er enten døde eller på lukkede afdelinger«. Og derfor skal vi andre stadig trækkes med dine gamle halvfjerdserhistorier? »Der er jo hele tiden nogen, der beder mig om at lave dem. Måske er det også, fordi da jeg lavede Blekingegadebanden om til Olsen-banden var der 90 procents belægning. Kan det være det?«. Hvornår lærte du egentlig, at det bedste forsvar er at sige, at det er de andres skyld? »Det har jeg især fået skærpet de seneste otte-ni år. Når man diskuterer med regeringen, får man allerførst en diagnose, derefter kommer de måske ind på dét, det handler om«. Og hvis du skal stille din egen diagnose? »Så er jeg en bare en dramatiker, der har skildret noget, der står i nogle bøger, og nu er jeg allerede videre med noget andet. Jeg er i gang med at skrive om en højreorienteret dramatiker, faktisk«. Hvem er det? »Ludvig Holberg«. Og sådan holder du os ustandselig opdateret. Tak for snakken.