Afrika. Remdoogo ('spil - hus'), står der over indgangen til operahuset, som arkitekten forestiller sig det. Festspilhuset er tegnet af arkitekten Francis Kéré, som stammer fra Burkina Faso. Illustration: Francis Kéré

Afrika. Remdoogo ('spil - hus'), står der over indgangen til operahuset, som arkitekten forestiller sig det. Festspilhuset er tegnet af arkitekten Francis Kéré, som stammer fra Burkina Faso. Illustration: Francis Kéré

Scene

Tysk kunstner vil stjæle fra Afrika

Tysk aktionskunstner er i gang med Operalandsby Afrika i Burkina Faso.

Scene

Da komponisten Richard Wagner i 1876 indviede sit festspilhus på en grøn høj i Bayreuth, ville han skabe de perfekte rammer for opførelsen af sine egne operaer.

Wagner var overbevist om, at verdens redning lå i kunsten, især i musikdramaerne, som han kaldte sine operaer, og operahuset i byen i det sydøstlige Tyskland var et skridt på vejen.

Godt 125 år senere har den tyske instruktør Christoph Schlingensief præsenteret projektet ’Festspilhus Afrika’.

Sammen med arkitekten Francis Kéré, som stammer fra Burkina Faso, har instruktøren taget initiativ til at opføre et helt kulturcentrum med skole, sygehus, prøvelokaler og altså en teatersal i hovedstaden Ouagadougou i det vestafrikanske land.

Operalandsby
Wagner ville redde verden med musikdramaerne – vil Schlingensief nu redde Afrika med operaen, den dyreste og mest ekstravagante af alle vestlige kunstarter?

Skal Violetta, som i ’La Traviata’ dør omgivet af Paris’ overflod, slå sine folder i en ludfattig afrikansk by? Skal de perfekte høje C’er smælde ud over de tørre vidder?

Nej, Schlingensief vil ikke redde Afrika gennem operaen. Han vil snarere redde operaen gennem Afrika – og så vil han redde os, den vestlige verden.

»At lære af Afrika – det er det centrale i projektet«, siger Schlingensief i telefonen til Politiken.

»Vi vil endelig have noget mere af Afrika end hiv og syge børn: Vi vil lære den ro og spiritualitet, som vi i den vestlige verden har tabt«.

8. februar i år blev grundstenen lagt til det, som Schlingensief nu hellere vil kalde Operndorf Afrika end Festspielhaus Afrika, altså Operalandsby Afrika.

Den spiralformede bygning bliver bygget med støtte fra Goethe Instituttet, den tyske stat og en masse private – deriblandt den svenske forfatter Henning Mankell.

Operalandsbyen er tænkt som et mødested for lokale og udlændinge, et sted, hvor områdets børn går i skole, og hvor afrikanske og europæiske teaterfolk kan arbejde, møde hinanden og lære.

Skolen, der som den første del af projektet forventes at være færdig til indvielse i oktober i år, skal rumme omkring 600 børn og have både en musik- og en filmklasse.

I vore dage er operaen gerne en beton-bygning, hvor der bliver stået og sunget i et par timer og helst så perfekt, at plade-firmaerne bagefter har en fin optagelse. Hvor er meta-fysikken henne? Hvor er livet og den kraft, som operaen engang havde?



Men hvad i alverden har det med opera at gøre?

Aktionsopera
49-årige Christoph Schlingensief, der indledte sin karriere som filminstruktør, er blandt andet kendt for nogle opsigtsvækkende politiske kunstaktioner i Tyskland og Østrig, og hans operaopsætninger har også alle karakter af aktion eller happening.

Der er i hvert fald ikke noget, der ligger fast – mindst af alt overleverede genrebegreber.

»Jeg synes, Wagner og sambarytmer passer fremragende sammen!«, som Schlingensief sagde til tysk fjernsyn i forbindelse med premieren på sin opsætning af ’Den flyvende hollænder’ i Teatro Amazonas i Manaus, Brasilien, i 2007.

Ligesom hans iscenesættelse af ’Parsifal’ fire år tidligere i Bayreuth var ’Den flyvende hollænder’ en kombination af levende billeder, tekster, musik og sang – i Brasilien var der bare tilsat trommer og samba, og det hele fandt sted under åben himmel midt i regnskoven.

Bayreuth i Bayreuth er fuldt ud nok. Det skal vi ikke også til at belemre afrikanerne med



Han vil dog ikke hente festspillene i Bayreuth til Burkina Faso.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som Fitzcarraldo, der i Werner Herzogs film af samme navn spiller opera på grammofonen ude i regnskoven, og som de koloniherrer, der i virkeligheden byggede et perfekt europæisk operahus med rødt velourtæppe og krystallysekroner i Manaus.

»Bayreuth i Bayreuth er fuldt ud nok«, siger Schlingensief. »Det skal vi ikke også til at belemre afrikanerne med«.

Søgen efter noget tabt
Det er snarere en udvidelse af begrebet opera, han vil opnå ved så at sige at tage det med til Afrika:

»Der var et vældig fint øjeblik, da Francis Kéré lagde grundstenen sammen med høvdingene i Ouagadougou. Der var en kvinde, som sagde: »Opera kender jeg ikke, men jeg kender operation, og det behøver vi«. Og det er præcis dét, for opera er også en operation. Det er ikke Operation Valkyrie, men Operation Opera. I vore dage er operaen gerne en betonbygning, hvor der bliver stået og sunget i et par timer og helst så perfekt, at pladefirmaerne bagefter har en fin optagelse. Hvor er metafysikken henne? Hvor er livet og den kraft, som operaen engang havde«, spørger han.

»Her har Afrika et stort forspring, fordi man i Afrika ser musikken som en del af livet, som en livseliksir. Den hører til, den fortæller ikke bare historier, men er del af det konkrete liv«.

Schlingensief fortæller, at han i Afrika har lært en mand at kende, som arbejder på en byggeplads, og som kan kommunikere ved at tromme.

»Hvordan det fungerer, har jeg ikke fundet ud af endnu, men han trommer, og så kommer der en mand med en hammer. Han kan meddele sig med trommen. Og denne side af operaen, som består af mennesker, som lever og vil overleve, og som frem for alt føler glæde ved kunsten, fordi de føler glæde ved sig selv, den har vi mistet i vores del af verden«.

Schlingensief har siden 1985 med jævne mellemrum arbejdet på det afrikanske kontinent med at lave både film og kunstaktioner.

Han fortæller, at han hver gang har haft fornemmelsen af at finde noget dér, som han havde tabt hjemme i Tyskland.

Han siger, at opholdene i Afrika fik ham til at overveje, hvad det var, han ville der, men også hvad det var, han ville derhjemme.

Udvidelse af operabegrebet
»I vores verden er man altid optaget af, om man har succes, man taler om sit arbejde, som om det er det vigtigste i livet, man vil gøre alt for at fremstå engageret. Men i virkeligheden er vi måske ikke længere klar over, hvad vi egentlig vil. Og måske har vi en langt større længsel efter tryghed og kærlighed, end vi egentlig ved. Og fordi vi har tabt denne viden i vores verden, forsøger vi at tage til Afrika og forklare folk dér, hvordan de kan få det bedre«, fortæller Schlingensief.

»Altså: Jeg har det dårligt, og derfor tager jeg til det afrikanske kontinent og fortæller dem, der bor der, hvordan de kan få et bedre liv. Det er en meget farlig ting at gøre, og det er usundt og dumt. Vi tror altid, vi kender Afrika, men det gør vi ikke, for 95 procent af de billeder af Afrika, som vi kender, er taget af hvide mennesker. Vi har ingen billeder af Afrika, som afrikanerne selv har taget«.

Operaprojektet skal ifølge Schlingensief ændre dette – helt konkret ved at de lokale børn i filmklassen får et kamera i hånden, og så kan de filme og tage billeder af deres daglige liv, som de kan lægge på internettet, hvor resten af verden kan se dem.

»Børnene skal i film- og i musikklasserne have mulighed for at udvikle deres egen musik- og billedstruktur. De skal ikke høre Wagner, og de skal heller ikke bygge violiner og klaverer – eller det må de gerne, selvfølgelig, hvis de vil dét – men de skal føre deres eget udgangspunkt videre. Resten af verden skal kunne se, hvad børn i Burkina Faso laver, når de pludselig kan lave kunst, kultur og film, uden at der står en lærer, en koloniherre eller en producent og siger, hvordan de skal gøre«, siger Christoph Schlingensief.

»Hvad sker der, når denne operalandsby – høvdinge, forældre, brødre, søstre, venner – sammen hører den musik, som børnene har lavet? Hvad sker der, når børn i et forholdsvis spinkelt, frit rum begynder at lave kunst og kultur, sådan som mennesket oprindelig lavede det, nemlig ud af sig selv? Det er det, vi har tabt«.

At bestjæle Afrika
Christoph Schlingensief mener ikke, at Operalandsby Afrika er teater som udviklingsbistand.

Vestlige teatergrupper, som tager til Afrika og opfører stykker om prostitution og frarøvelse af land for eksempel, synes han er »helt fint, det skal de bare gøre!« – men det bliver uden ham, for det er ikke hans forståelse af teater.

»Hvis jeg først kommer derned med teater som udviklingshjælp, så er hele projektet allerede ødelagt, for jeg vil jo netop, at vi skal hjælpes! En del af projektet er at stjæle fra Afrika – men officielt vel at mærke! Vi bestjæler jo permanent Afrika: I vores mobiltelefoner er der et stof, som kun findes i Congo, og som folk dernede vasker ud af stenene for ingenting, samtidig med at de forgifter sig ved det, så vi kan telefonere«, pointerer han.

»Vi har taget alt fra Afrika – olie, råstoffer osv., men vi efterlader intet dernede, vi sørger ikke engang for, at pengene når frem til befolkningen: Dem lader vi ligge hos et par korrupte statsherrer, som så kan bygge deres egne huse i Paris, eller hvor de nu vil. Jeg mener, at vi officielt skal indrømme, at vi altid har bestjålet Afrika. Vores projekt skal vise, at der i Afrika også sker noget, uden at der er hvide mennesker indblandet. Og projektet kommer til at have så megen kraft, at vi i Europa kan lære, hvordan det engang var. Det er det, som skiller projektet fra ’vi vil hjælpe jer’-projekterne: Vi vil lære og frem for alt gøre dette at lære af Afrika til et officielt tema«.



Hvad er det, vi skal lære af Afrika – eller stjæle fra Afrika – ud over ro og spiritualitet? Tolerance, tilføjer Schlingensief.

»I vores mani med at fremstå på den bedste måde og i vores overbevisning om, at vi gør det rigtige, tror jeg, vi laver enormt megen idioti«, siger Schlingensief. »Vi er slet ikke kommet til det punkt, som er nødvendigt for at give andre plads til at fremstå, som de er, og til frit at lære gennem sig selv: Vi er altid kommet til Afrika og har belært menneskene dér«.

Men hvad gør dig sikker på, at dit projekt ikke også er idioti?

»Jeg ville aldrig sige, at jeg ikke laver noget idioti. Jeg har lavet rigtig meget åndssvagt i mit liv. Og jeg er også parat til at lave mere. Det er en grundbestanddel af livet, at man laver mange fejl, tror jeg. Og det er vigtigt at give sig selv og andre lov til at fejle, for fejl kan være produktive. Hvis man laver en fejl i et forskningscentrum, er der måske noget, der kan ryge i luften, men man kan også gå hen at opdage en ny formel, som kan give en ny medicin for eksempel. Så jeg ville aldrig påstå, at vi ikke kan fejle, men jeg tror, at dette projekt kan frembringe en flade, som ikke er kontrolleret af kulturelle managere, kulturdiktatorer eller kulturmonopolister, men af familier og mennesker, som har et helt andet syn på tingene«.

Han fortæller om høvdingene i Ouagadougou, som har tætte forbindelser til anerne, fortiden, de døde og naturen:

»Den forbundethed har vi ikke længere. Vi går til kirkegården og lægger et par blomster, og det gør vi et eller to år, så er det nok. Sådan er det ikke i Afrika – der er der meget lange traditioner«.

Normalt teater?
I den tyske offentlighed får Operalandsby Afrika meget opmærksomhed – stemningen i Tyskland er vendt fra i starten, da Schlingensief begyndte at indsamle midler for omkring et år siden, at være meget kritisk:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Folk mente, at det med at opføre et operahus i Afrika var en mærkelig kulturimperialistisk idé, som havde passet bedre under kolonialismen end nu.

»Jeg begyndte selvfølgelig med at kalde det ’Festspilhus’ for at forføre folk«, siger Schlingensief. »Men også for at vise, at opera i Bayreuth ikke nødvendigvis er dét længere, som Wagner faktisk havde forestillet sig. Men navnet kom også af ordet Remdoogo på moré, som er sproget her. Remdoogo betyder spil – hus, så der er altså en parallel i sproget til vores festspilhus, og den har jeg benyttet«.

Men hvorfor laver du ikke et normalt teater – hvad er det operaen kan, som det talte teater ikke kan?

»Det ville være for lidt med bare det talte teater. Jeg er en stor ven af musikken; jeg tror, at alt, hvad vi gør, har relation til musikken – også når vi engang skal dø; der tror jeg, vi vender tilbage til en stor klang. Vi er alle enkelte kompositioner, som er forskelligt skrevet: Nogle gange er vi langsomme, så hurtige, af og til atonale, harmoniske. Vi er musik, og i vores søgning efter operaen er vi engang blevet stående stille: Operaen er meget mere end det, den er i et af vor tids operahuse«.

Springenes kunstart

Schlingensief fortæller, at hvis man kigger på operaens historie, så kan man se, hvor meget kunstarten har været brugt til:

»Tag for eksempel de der koloniherrer, som byggede det perfekte vesterlandske operahus midt i Brasiliens regnskov – der var ikke én bambusstang, men alt var lavet af europæiske materialer: Da jeg arbejdede i bygningen, mærkede jeg menneskenes længsel efter at tage et stykke hjemstavn med sig, efter at frembringe lidt hjemstavnsfølelser. Dét egner operaen sig naturligvis godt til, fordi den altid lige pludselig tjener andre verdener, når den formidler tidsspring og følelsesmæssige spring«.

»Og tag Teatro Colón i Buenos Aires, hvor enkerne ikke sad i tilskuerrummet, fordi de officielt ikke måtte deltage i det selskabelige liv. De blev pakket sammen i kælderen og kunne gennem en sprække se operaen og samtidig kigge lidt efter blandt tilskuerne, om der måske snart blev en mand fri«.

»Operaen har mange mellemtoner, den har utrolig mange afgrunde, den har meget med obsessioner at gøre og med den politiske bevidsthed. Nogle af disse lag i operaen, som vi har fortrængt i vores verden, kan vi måske finde tilbage til gennem festspilhuset i Ouagadougou«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce