Udviklingsminister, Christian Friis Bach, er helt sikker på, at de danske værdier er de eneste rigtige, og har erklæret krig mod de lokale høvdinge i Afrika, skriver Uffe Torm. Tegning: Per Marquard Otzen

Udviklingsminister, Christian Friis Bach, er helt sikker på, at de danske værdier er de eneste rigtige, og har erklæret krig mod de lokale høvdinge i Afrika, skriver Uffe Torm. Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Skal vi høre på Afrikas høvdinge eller skal vi bare give dem høvl?

Udviklingsministeren ejer ikke tvivlens nådegave. Det har skabt stor vrede.

Debatindlæg

To interview i Politiken i sommerens løb lægger op til en vigtig debat om dansk udviklingsbistand:

»Vi kan ikke, og vi skal ikke styre tingene et bestemt sted hen. Vi skal sætte os sammen med den lokale høvding. Høre, hvad han gerne vil skabe, hvor han gerne vil hen, hvordan han gerne vil hjælpe sit folk, og så kan vi hjælpe ham med det. Vi er nødt til at respektere, at prioriteringen ikke altid er den samme som vores« (Dennis Kjeldsen, Røde Kors’ landekoordinator i Uganda, Politiken 30. juni).

»Nogle har en lidt romantisk forestilling om, at de traditionelle kulturer har en værdi i sig selv, og de vil gerne sætte sig sammen med høvdingen og ordne tingene. Den forestilling deler jeg ikke« (udviklingsminister Christian Friis Bach, Politiken 9. juli).

Hvem har ret – den praktiske udviklingsarbejder eller den teoretiske udviklingsminister? Tager bistandens visioner udgangspunkt i virkelighedens verden?

Udviklingsarbejderen er blevet mere ydmyg og tror ikke længere på, at han selv og de private og offentlige donorer bag ham ved bedst: »Hjemmefra er vi under pres fra donorer og politikere, der prioriterer og opstiller målsætninger om, at nu skal det gælde vand eller sundhed eller kvinders rettigheder, eller hvad man nu synes. Vi skal gå fra a til b indenfor en budgetramme, der udløber på et bestemt tidspunkt. Vi har planlægning, og vi har travlt. Men virkeligheden herude funger ikke helt efter planen«.

Udviklingsministeren ejer ikke tvivlens nådegave. Han er helt sikker på, at de danske værdier er de eneste rigtige, at den danske opfattelse af menneskerettighederne er universel, og at privat ejendomsret og markedsbaseret økonomi er saliggørende.

En lang række afrikanske ngo’er har i en udtalelse sendt til de danske ambassader i Afrika betegnet ministerens udtalelser som neokolonialistiske

Derfor kommer han med en krigserklæring mod de lokale høvdinge i Afrika: »Det er en lokal magtkamp, der foregår, og den kamp skal vi engagere os i«.

Udviklingsarbejderen og udviklingsministeren er dog næppe uenige om hovedformålet med udviklingsbistanden: fattigdomsbekæmpelse, fremme af demokrati, menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene, støtte til bæredygtig økonomisk vækst, fred og stabilitet.

Men de er åbenbart uenige om vejen dertil. Udviklingsarbejderen har forstået, at varig udvikling kommer indefra og nedefra, ikke oppefra og udefra. Udvikling er ikke et projekt eller et program.

LÆS ARTIKEL

Udvikling er en proces, som kræver tid og tålmodighed. Kun ved at give ansvar fra os, fremmer vi andres ejerskab til nødvendige forandringsprocesser.

Udviklingsministeren har imidlertid ikke tålmodighed: »Vi kan ikke vente på, at afrikanerne skal bruge lige så lang tid på at bygge kapacitet op, som vi har brugt i vores del af verden«.

Ministeren tror åbenbart stadig på, at udvikling kan skabes udefra og komme oppefra. Naturligvis kan lokale udviklingsprocesser stimuleres udefra. Men ofte kvæles spirende lokale initiativer af udefra kommende kræfter.

Vestlige regeringer kan diktere betingelserne for deres bistand til udviklingslandene og true med at afbryde bistanden, hvis de ikke makker ret. Folkelige organisationer i nord og syd, der engagerer sig i udviklingsarbejde, har ikke samme pressionsmidler som statslige donorer.

De er derfor vant til at tale med den lokale høvding og religiøse ledere, som kan have positiv og/eller negativ indflydelse på lokalsamfundet. Deres accept er derfor vigtig for at kunne mobilisere lokalbefolkningen og skabe lokale forandringer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad der bygges op i ugens løb, kan imamen rive ned om fredagen og præsten om søndagen, hvis høvdingen ikke allerede har gjort det.

De to interview har ikke skabt større debat herhjemme. Men udviklingsministerens udtalelser har skabt stor vrede i Afrika. En lang række afrikanske ngo’er har i en udtalelse sendt til de danske ambassader i Afrika betegnet ministerens udtalelser som neokolonialistiske.

Sådan er de selvfølgelig ikke ment. Men vi kommer ikke langt med kulturimperialisme og nedgørelse af afrikansk kultur og traditioner.

At forstå, forklare og i udgangspunktet respektere den lokale kultur er ikke ensbetydende med at forsvare og acceptere den.

Kirkelige organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og andre med langvarige partnerskaber med lokale partnere har gode erfaringer med respektfuld dialog og tålmodig fortalervirksomhed.

De er kendt på stedet og kender den lokale kultur, det lokale sprog og de lokale traditioner. Det skaber gensidig respekt og tillid. Det gør ministerens udfald ikke.

Når der først er opnået enighed med de lokale verdslige og religiøse ledere, sker der for alvor noget, som kan rykke ved traditionerne og fremme f.eks. kvinders, børns, unges og andre marginaliserede gruppers rettigheder og bane vej for nytænkning.

Det er resultater, der holder, fordi de bygger på dialog, ikke diktat, men på gensidig tillid og respekt, ikke på lov og tvang, men på lokalt engagement og ejerskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis vi vil skabe forandringer, skal vi naturligvis samarbejde med – men samtidig udfordre – de lokale myndigheder, stammehøvdingen, klanlederen, de religiøse ledere og andre, som har indflydelse på de lokale forhold.

Samtidig skal vi bistå de lokale folkelige kræfter, som oprigtigt ønsker forandringer – men på deres egne, ikke vore præmisser.

Og frem for alt skal vi ikke bruge bistanden som en bulldozer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce