Arthur Millers 'En sælgers død' har den seneste tid spillet for fulde huse på Broadway - i aften er det forbi. I rollen som den fallerede sælger Willy Loman ses den alt andet end fallerede skuespiller Philip Seymour Hoffman. 'En sælgers død' har fået de obligatoriske - jævnt gode - anmeldelser. Hoffman er blevet - lettere modvilligt - interviewet. Så sådan rent kulturkritisk skulle man tro, at der ikke var mere at skrive om stykket.
Tre diskussioner om stykket Men nej, sådan forholder det sig ikke i New York. LÆS OGSÅSkuespilforfatteren Arthur Miller død 2012-versionen havde premiere i februar, men alene i maj var der tre meget forskellige diskussioner, der involverede Mike Nichols' aktuelle opsætning af Millers pulitzervindende klassiker, der havde premiere første gang i 1949. En religiøs, en økonomisk og en diskussion af fænomenet 'stående ovationer'.
»Er Willy Loman jødisk?« For nylig i New York Times stillede Samuel G. Freedman, professor på Columbia Universitys journalistuddannelse, spørgsmålet: »Er Willy Loman jødisk?«. Artiklen er ikke trykt i kultursektionen, men i avisens første sektion. Freedmans artikel kategoriseres altså som en nyhed, selv om journalistprofessoren går temmelig historisk til værks. Skal man tro Freedman, har man siden premieren i 1949 diskuteret, hvorfor Arthur Miller kamuflerer sin hovedpersons religiøse ophav.
En jødisk onkel Arthur Miller baserede sin hovedperson, Willy Loman, på sin jødiske onkel, Manny Newman, en sælger, der som mange andre kom i knibe efter depressionen.
LÆS OGSÅStreep og Seymour Hoffman brillerer i 'Doubt' Freedman spørger: »Skabte Miller ham uden etniske og religiøse markører, for at han bedre kunne fremstilles som en gennemsnitlig amerikaner, der var blevet mast under kapitalismens hjul? Eller var det dramatikerens intention at vise, at en del af Willys tragedie skyldtes hans afstand til den jødiske tradition, som kunne have givet ham en slags ballast, mens hans arbejdsliv, og dermed hele hans identitet, falder fra hinanden«. Miller har et budskab Det er faktisk interessante spørgsmål og jo sådan set slet ikke uaktuelt, selv om det selvfølgelig er en noget langhåret diskussion at tage hul på midt i nyheder om død og ulykke. Men Freedman har også kilder med, som det sig hør og bør - en del af dem ganske vist skrevne kilder. Og ikke alle lige nulevende. Han citerer dog også mennesker, som stadig går rundt iblandt os: dramatikeren Tony Kushner, dramatikeren David Mamet, litteraten Harold Bloom og Mike Nichols, manden bag den aktuelle opsætning. Hans kommentar om Willy Loman er ganske tankevækkende: »Han kommer ikke fra noget land. Han har ikke nogen religiøse helligdage. Så man må antage, at Miller har et budskab. De af os, der kæmper med at sælge nok, er nødt til at opgive alt - religion, nationalitet, familie«. Og der er i den grad folk, der kæmper med at sælge nok. Hvis USA's økonomisk pressede middelklasse havde haft trang til at se en gang velproduceret teater om sig selv, ville 'En sælgers død' have været det oplagte sted at gå hen - hvis de havde haft råd til billetterne.
Middeklasseunderholdning er blevet luksusvare »Der er meget få fra middelklassen, eller i det mindste fra en middelklasse, som Loman ville genkende, blandt publikum til denne produktion«, skrev kulturkritikeren Lee Siegel i sidste måned i New York Times.
LÆS OGSÅAfstumpet »Det, der engang var underholdning for middelklassen, er blevet en luksusvare. Billetterne til den oprindelige forestilling i 1949 kostede mellem 1,80 og 4,80 dollar; billetterne til 2012-versionen går fra 111 til 840 dollar. Efter at have korrigeret for inflation er det en tidobling, hvilket er langt uden for rækkevidde for vor tids Willy Loman'er«.
En fornemmelse af overlegenhed Vi lever i en tid med hustlere inden for bankverdenen, ejendomsmæglerbranchen og internetvirksomheder, så ingen forbinder længere glæde og værdighed med en tilværelse baseret på en beskeden indkomst, skriver Siegel og gætter på, hvorfor 'En sælgers død' er blevet så populær i visse kredse. »I stedet for at få sit publikum ned på jorden ved en chokerende genkendelighed, giver stykket nu dem, der har råd til det, en fornemmelse af overlegenhed - i sig selv en skrøbelig illusion«. Arthur Miller selv har fortalt, hvordan reaktionerne var anderledes rystende for det oprindelige publikum: »Nogle, specielt mænd, lænede sig forover og gemte deres ansigter, og andre græd åbenlyst«. Værdiløs anerkendelse Vor tids Broadwaytilskuer er den største tænkelige kontrast til den sammenbøjede, grædende teatergænger, Miller fortalte om. Ikke bare økonomisk, men i hele den fysiske fremtræden. Skal man tro New York Times' teaterredaktør, Ben Brantley, er der gået så meget inflation i stående ovationer, at anerkendelsen er blevet værdiløs:
Som at have sex på første date »Det er som at have sex på den første date, uanset om man kan lide personen eller ej, fordi du tror, det forventes af dig«, skrev han i sidste uge om bl.a. 'En sælgers død' på avisens forside. I øvrigt- og lad det være mit eget PS til ovenstående: Hvis man håber at rette op på sin skrantende middelklasseøkonomi med en gang gambling, skal man næppe sætte sine penge på en Tony Award til Philip Seymour Hoffman. I hvert fald ikke, hvis man håber at få sin indsats mange gange igen. På hjemmesiden GoldDerby er eksperterne enige om, at han får prisen 10. juni. FACEBOOK