Med sin ekstremt affekterede diktion betror den elegant påklædte forfatter fra New York sig til den skeptiske pige fra bondeknoldenes højborg, Kansas: »Folk tror altid, de har regnet mig ud, på grund af den måde, jeg taler på. Men de tager altid fejl«, siger Truman Capote med en stemme, hvor bøsseidentiteten flagrer flamboyant bag ordene som et lilla halstørklæde. Et mærkeligt fremmed væsen i en provinsby i 1959. En pervers påfugl plantet på prærien. Men øjnene er alvorlige. Ordene er ærligt ment. Det er samtidig rendyrket kynisme. Det er den luns af sig selv, han som interviewer tilkaster pigen for at vinde hendes fortrolighed, for at få hende til at åbne sig. Så han kan få fat i det, han attrår. Nemlig alt, hvad hun ved om det grusomme firedobbelte mord i naboens hus. Ærlighed er ærlighed - og benhård valuta. Philip Seymour Hoffman i rollen som den excentriske forfatter er en skuespilpræstation med mange foruroligende lag. Alene hans udformning af Capote er en kamæleon værdig og en oscar værd. Men meget af fortjenesten må også gå til manuskriptforfatteren, Dan Futterman, som har skrevet på baggrund af Gerald Clarkes Capote-biografi. Det er sjældent, så komplekst et karakterportræt får lov til at blive udfoldet i så klart defineret en dramatisk ramme. Og sjældent, at omkostningerne for et værks tilblivelse bliver fremstillet så nuanceret og isnende som i 'Capote'. Truman Capote skrev amerikansk litteraturhistorie, da han i 1965 efter fem års arbejde udgav dokumentarromanen 'Med koldt blod'. Med fortællingen om, hvordan det gik til, da to tidligere straffefanger koldblodigt henrettede en hel familie, forvandlede Capote sig selv fra fejret litterært talent til bestseller og grundlægger af en ny tids genre. 'Capote' fortæller kun i korte glimt om forbrydelsen og den følgende retssag. I stedet zoomer den ind på Capote og hans forhold til den ene af de to forbrydere, Perry Smith. Capote er fascineret af morderen. Nok også mere end en smule tiltrukket af ham. Morderne er et par flotte fyre, hvis man er til sociale tabere med fængselstatoveringer. I korte glimt får man lov til at ane eksistensen af en lyssky homoseksuel undergrund. Capote opbygger et tillidsforhold til Perry. Et venskab kunne det ligne. Men Perry er noget andet. Han er stof. Hovedpersonen i en bog med en begyndelse og en slutning. Forfatteren er edderkoppen, der vikler sit bytte ind i sine næsten usynlige, klæbrige tråde for, når tiden er inde, at kunne suge sin næring af dets åndedrag. Og så alligevel er det ikke så enkelt. I den afstumpede morder gemmer sig en uformuleret længsel efter det æstetiske. Perry Smith skriver dagbog og er et naturtalent som tegner. Uanset om venskabet er ægte, får den forkrøblede Perry gaven af indsigt i en verden, han altid har været udelukket fra. Kunstneren og morderen. De deler det kolde blod. To mennesker med hver sin socialt og følelsesmæssigt forstyrrede opvækst. »Nogle gange har jeg en følelse af, at vi er vokset op i det samme hus. En dag forsvandt Perry ud ad bagdøren, mens jeg gik ud ad fordøren«, betror Capote sig til veninden Harper Lee. Det er omkring denne spejlingsakse, filmen udspiller sig, i disse spejlbilleder, portrættet af det problematiske geni toner frem. At kunstneren kan have behov for at være hensynsløs for at nå det sublime, er ingen ny tese. Men netop fordi kunsten her bliver en slags journalistik, hvor etik er erstattet af æstetik, bliver konflikten særlig rå. Og omkostningerne også for kunstneren umulige at gøre op. Portrættet af Capote trænger ind bag de berømte manerer og finder både den hårde kerne og den bløde kant, bliver en fortælling, håndteret af debutanten Bennett Miller med stilfornemmelse og modig sans for ikke at overdosere det dramatiske. Når Seymour Hoffman avancerer til hovedrollen, må andre få birollerne til at blive store: Chris Cooper, Catherine Keener og Bob Balaban. Filmen om Truman Capotes fem år med 'Med koldt blod' er ikke en farvestrålende film. En tung dyne af fængselsblå og provinsbrun. Understreget af den elegiske musik komponeret af Atom Egoyan og Ang Lees huskomponist Mychael Danna til denne uhyre intelligente film om afstumpethedens to ansigter.